I sommer sagde forsvareren Christian Mikkelsen farvel til AGF, hvor han har fået sin fodboldopdragelse.
Han ville i stedet for prøve talentet af i Skive, men det blev kun til et ophold på et halvt år i 2. divisionsklubben.
Nu skal den unge forsvarer tørne ud for IF Lyseng i 3. division.
Den 19-årige stopper siger til bold.dk, at han kan komme til at blomstre i Aarhus-klubben.
- Jeg synes, at det virker som et utrolig seriøst setup i Lyseng. Jeg ved, at de har investeret utrolig meget i ungdommen, og klubben engagerer sig i unge spillere.
- Jeg kender en del til klubben i forvejen. Jeg synes, at det er den optimale pakke for mig i forhold til, hvor jeg står i udviklingen, siger Christian Mikkelsen til bold.dk.
Selv om spilletiden i Skive var skuffende, har han stadig stor tro på tingene.
- Ambitionerne er de samme, som de altid har været. Jeg vil faktisk sige, at hvis mit ophold i Skive har gjort noget ved de ambitioner, så er de blevet højnet, og det har boostet min selvtillid.
- Jeg har kunnet træde ind i 2. division, og jeg har spillet nogle utroligt gode kampe. Det har højnet min selvtillid, siger Mikkelsen og tilføjer, at han har fået god divisionserfaring, og tiden i Skive har modnet ham.
Oprejst pande
Nu ser han frem til et spændende forår i Lyseng, hvor Aarhus-klubben kæmper for at undgå nedrykning. Lyseng indtager lige nu tiendepladsen.
- Jeg tager det som en udfordring med oprejst pande. Jeg håber på en masse spilletid, og jeg kender en del til de spillere, der er derude i forvejen. Når jeg kigger på spillermaterialet, skal det nok blive godt, siger forsvareren til bold.dk.
Mikkelsen blev noteret syv kampe for Skive i efteråret (fem i 2. division og to i pokalen).


IF Lyseng
CampoBet 3. division
































