Sebastian Hausner sagde i det seneste transfervindue farvel til Smilets by, da AGF blev udskiftet med IFK Göteborg i Sverige.
Her har den danske midtstopper nu været i en måned, men selv om Hausner er ny i den svenske klub, så er han i den grad klar til at tage ansvar i de bagerste geledder.
Det fortæller Hausner i et interview med Goteborgs-Posten.
- Jeg trækker mig ikke tilbage for at tage ansvar, jeg styrer og træffer beslutninger. Det er også det, jeg har tænkt mig at gøre her.
- Nu har jeg Johan Bångsbo ved siden af mig, som er ung og har et himmelhøjt potentiale. Han skal forhåbentlig kun fokusere på sit, og så skal jeg nok tage mig af resten.
- Jeg er verbal og siger, hvad jeg mener, uanset hvem det er, og jeg står ved det, som jeg siger, lyder det fra Sebastian Hausner, som har fået en god start i det svenske.
Han er nemlig blevet en del af et godt hold, og det har han allerede kunnet mærke i sin første måned i Göteborg.
- Der er en god dynamik i vores trup. Jeg synes, det var nemt at komme på plads, og nu vil vi bare gerne have nogle resultater med os.
I Sverige er Svenska Cupen godt i gang, hvor IFK Göteborg har spillet to kampe.
22-årige Sebastian Hausner har dog siddet på bænken i begge opgør.


IFK Göteborg
Allsvenskan

































