Ishøj IF endte i oprykningsspillet af 3. division, og her var Frederik Munck en af de helt store profiler.
De gode præstationer på banen kastede endda en titel som årets spiller af sig i klubben.
Munck, der blandt andet har en fortid i FC Nordsjælland og HB Køge, siger til bold.dk, at en af hemmelighederne bag succesen er, at han er blevet stærkere.
Ishøj endte som nummer fire i 3. division som oprykkerhold.
- Det er gået utrolig godt for mig, og vi har haft en sæson over forventning for nærmest alle. Vi håbede på, at vi kunne spille med, men jeg tror ikke, at vi havde satser på at være en del af oprykningsspillet.
- Det er meget positivt. Jeg har haft en god sæson, og jeg har lagt en masse kilo på kroppen i form af noget fysisk træning.
- Jeg har fået en personlig træner i Ishøj og et kostprogram. Det har båret frugt, så jeg kan udvikle mig endnu mere, siger Frederik Munck til bold.dk.
22-årige Munck kom til Ishøj IF fra HB Køge i februar 2022, og han fortæller, at den bedste beslutning har været at tage til Ishøj IF.
- Min drøm har altid været at kunne leve af fodbolden, og det satser jeg stærkt på. Da jeg var i HB Køge, var jeg 18-19 år og en anden spiller. Jeg har fået en del mere rutine, og jeg kan takke Ishøj for tilliden ved at give mig en masse kampe.
- Jeg har også lært en del af det, men det bedste valg er, at jeg er taget til Ishøj for at spille for at få noget erfaring og robusthed på seniorniveau.
Gensyn med Marfelt
Den unge offensivspiller ser med positive briller angående den kommende sæson af 3. division.
- Jeg tror, at det bliver rigtig godt. Der er kommet lidt mere konkurrence med de spillere, som de har hentet ind. Det er nogle gode, rutinerede spillere.
- Jeg har spillet med Marfelt i HB Køge, og han er jo blevet hentet ind. Jeg har gode forhåbninger for den nye sæson i Ishøj.
Selv om offensivspilleren har vist storform for Ishøj IF, så har han ikke travlt med at komme til en klub på højere niveau.
- Jeg er glad for at være i Ishøj, og jeg synes, at det er et stort potentiale.
- De har begyndt at investere meget og hente gode spillere til. Vi må se, hvad der sker, men lige nu er jeg i Ishøj, siger Frederik Munck til bold.dk.
22-årige Munck spillede 30 kampe for Ishøj IF i den seneste sæson.


CampoBet 3. division
Ishøj IF































