2022-10-21 10:22:01

Offenberg om pokalgyser: Havde VFF i knæ - 8 mod 11 til sidst

Christian Offenberg mener, at mandskabet havde Viborg i knæ i onsdagens pokalopgør. Til sidst havde Ishøj IF nærmest kun otte spillere på banen, og det gjorde udslaget, siger han til bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Der udspillede sig et stort pokaldrama mellem Ishøj IF fra 3. division og Viborg fra 3F Superligaen i onsdags. 

Her var Ishøj få minutter fra at levere sensationen, da mandskabet kom foran med 2-1 i den forlængede spilletid. 

Superliga-mandskabet fik dog scoret til 2-2 efter 115 minutter, og i de døende sekunder tog Viborg sejren med 3-2. 

Ishøj-profilen Christian Offenberg, der scorede til 1-0, siger til bold.dk, at hjemmeholdet nærmest kun havde otte spillere tilbage på banen til sidst grundet skader. Ishøj-spillerne lagde alt på banen. 

-  Det var en megafed kulisse med mange tilskuere. Vi vidste godt, at vi var underdogs, men vi fik et mål efter 16 minutter. Vi fik langt mere håb, og vi gav alt, hvad vi havde. Det var en megafed oplevelse, og det var ærgerligt, at vi ikke kunne holde den til sidst. 

- Der var spillere, der sprang deres lysker inde på banen, så det var 11 mod 8 til sidst. Det var ærgerligt, at den ikke gik ud i straffe, når de scorede 120. minut, siger Christian Offenberg til bold.dk og tilføjer om de skadede spillere:

- Vores midterforsvarer spillede med en ødelagt lyske, og han fik en stempling ned på anklen, så den er dobbelt størrelse, og så man er eddermame en kriger, at man spiller igennem. 

- Mikkel Vestergaard spillede fantastisk. Bastian Kruse var også helt vanvittig, og alle var bare gode og gjorde livet surt for dem, men vi kunne ikke gøre mere. 

Spillede lige op med tredjebedste hold i Superligaen
For 34-årige Offenberg bragte kampen ham minder tilbage til en pokalkamp for SC Egedal mod FC Nordsjælland for syv år siden, hvor den erfarne angriber scorede og sendte Superliga-mandskabet ud af straffesparkskonkurrence.

Sådan skulle det ikke gå for Ishøj IF, og det er pisseirriterende, mener den 34-årige angriber. 

Han er dog stolt over præstationen og mener, at Ishøj fik presset Viborg gevaldigt. 

- Pokalkampe har deres eget liv, og det kan man også se, når Aarhus Fremad kan vinde 4-0 over Brøndby, og Hobro næsten vandt over FCK. Alt kan ske. 

- Det var sjovt for os at kunne spille lige op med det tredjebedste hold i Superligaen lige nu. Det kan give noget gejst, men den var også hård for os. Vi fik skader, og vi har en topkamp mod Middelfart. Det er en hård bekostning, men sådan er det. 

Så du føler, at I havde Viborg i knæ?

- Ja, 100 procent. De havde bolden rigtig meget, men vi stod godt og kompakt på banen. De var ikke megafarlige, men de kom selvfølgelig frem til noget. 

- De løb dog også rigtig meget i offside, da vi stod godt i kæderne. Jo tættere man kom, jo mere troede vi på det. Jeg troede, at vi kunne vinde, men det var bare ærgerligt, at vi fik de skader. Hvis vi havde fuldt hold, så tror jeg også, at vi ville have holdt den, siger Christian Offenberg til bold.dk. 

Ishøj IF skal møde topholdet Middelfart lørdag 22. oktober i næste runde af 3. division. 

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce