




3. divisionsmandskabet Ishøj IF var tæt på at tage fusen på 3F Superliga-klubben Viborg FF i onsdagens pokalopgør i Ishøj.
Den erfarne målmager Christian Offenberg bragte Ishøj IF i front efter blot 16 minutter, men favoritten fik scoret til 1-1.
Kampen blev afgjort efter forlænget spilletid og endte med samlet 3-2 til Viborg, men inden den forlængede spilletid udspillede sig en dramatisk hændelse.
Ishøj-målmand Dimitrije Jensen pådrog sig nemlig en hjernerystelse, da han blev ramt i hovedet.
Det var ganske ubehageligt at være vidne til, og en ambulance blev tilkaldt, siger Christian Offenberg til bold.dk
- Det var i sidste angreb, hvor der var spillet 93-94 minutter. Viborg fik chancen, og han kom godt ud, men den sidder så lige i ansigtet. Jeg så, at kampen blev fløjtet af, og så tænkte jeg ikke mere over det. Jeg kunne så se, at han var helt væk, og man prøvede at rejse ham op.
- Jeg løber også ned til ham for at se, om han ryster. Man kunne næsten ikke få kontakt til ham, og han fik det dårligt. Det var lidt halv-ubehageligt, siger 34-årige Christian Offenberg til bold.dk og tilføjer, at den 27-årige målmand heldigvis har det fint nu efter det store chok.
Angriberen siger, at målmanden var helt groggy.
- Det var meget godt taget og vigtigt, men det er aldrig sjovt at se ens medspiller gå ud på den måde. Da de prøvede at bære ham ud af banen, kollapsede han, så den må have været slem.
Brød rytme
Målmanden blev behandlet, og der var derfor en længere pause.
Offenberg vurderer dog, at den kedelige episode kunne have været med til at give Ishøj ekstra energi.
- Normalt er der ikke så lang pause mellem ordinær og forlængede spilletid, men han skulle selvfølgelig behandles. Det var måske en god ting for os, at vi fik længere tids pause, så de kom ud af rytme. Det er svært at sige, men vi fik scoret efter to minutter af den forlængede, siger Christian Offenberg til bold.dk.
Viborg FF scorede til 2-2 efter 115 minutter, mens Clint Leemans satte den afgørende scoring i hus i de sidste sekunder for Viborg efter det store drama.
Ishøj kan nu fokusere på livet i 3. division efter det hæsblæsende drama.

Oddset Pokalen
Ishøj IF



































