En alvorlig sag udspiller sig i disse dage i japansk fodbold.
Det japanske fodboldforbund, JFA, bekræftede torsdag, at den japanske landsholdsspiller Junya Ito er blevet sendt hjem fra landets landsholdslejr, som for tiden er afsted til Asian Cup.
Det sker som følge af anklager om, at Ito skulle have forgrebet sig seksuelt på to kvinder i 2023.
Helt præcist skulle episoden have fundet sted i forbindelse med en landsholdssamling i juni 2023.
Her skulle den 30-årige spiller efter en landskamp mod Peru have forgrebet sig på meget berusede kvinder, beretter det japanske medie Kyodo News.
Artiklen fortsætter efter billedet

Ifølge selvsamme medie har Ito gennem sin advokat afvist anklagen, ligesom advokaten har kaldt anklagerne for ubegrundede.
Historien kom ud et par timer inden Japans 1/8-finalekamp mod Bahrain. Her tilbragte Ito hele kampen på bænken.
- Jeg er ikke helt klar over, om påstandenes omfang, men jeg vil forholde mig til det, når jeg har sat mig ind i sagen, sagde Japans landstræner Hajime Moriyasu ifølge Kyodo News efter Bahrain-kampen.
Junya Ito er til dagligt holdkammerat med Mohamed Daramy i Stade de Reims i Ligue 1. Her har han været en fast del af startopstillingen i den indeværende sæson.

Asian Cup
Japan




































