Liverpool går nogle afgørende måneder i møde i håbet om at genrejse klubben.
I denne weekend tog Liverpools ejerkreds en stor beslutning, da man valgte at fyre Arne Slot som cheftræner efter en skuffende sæson.
Slot havde oprindeligt en kontrakt til sommeren 2027, mens han jo i sin første sæson førte Liverpool frem til Premier League-titlen.
Men nu var Liverpool nødt til at gøre noget.
Man var nødt til at gøre noget for at redde klubben.
Det er derfor en fyring, som Andreas Brøns Riise hilser velkommen.
Han er chefredaktør for Redmen Family, som er Danmarks største fællesskab for Liverpool-fans.
- Det er først og fremmest lettelse. Det har ikke været godt længe, og man har gået og ventet på, om det skulle ske endnu tidligere, eller om de ville gå ind i næste sæson med ham.
- Jeg er en af dem, som har ønsket ham ude i et stykke tid. Så er der bare begyndt at sprede sig en følelse af, at man nærmest ikke engang rigtig så frem mod næste sæson. Stemningen var helt flad.
- Så det er en lettelse over, at de har trykket på knappen nu, siger Andreas Brøns Riise til Bold.

Intet Liverpool-dna
Andreas Brøns Riise indrømmer, at han længe ikke har haft den store tiltro til Arne Slot.
Under hollænderens ledelse har chefredaktøren set sin hjerteklub smuldre, og det er på trods af Premier League-titlen, som Slot jo rent faktisk fik til klubben.
Hvad gik galt for Arne Slot i Liverpool?
- Det var hans tilgang til fodbold. Hans fodboldfilosofi har på intet tidspunkt virket som om, at den var rigtigt castet til Liverpool.
- Man kan sige, at den sæson, hvor han vinder mesterskabet, er svær at tage fra ham. Der var også brug for en, der kom ind og tog foden lidt af gassen i forhold til det her meget heavy metal-fodbold, som vi spillede under Jürgen Klopp.
- Det fik man nok også en fin effekt af i den første sæson, og det skal man ikke tage fra Arne Slot. Det var fremragende managerarbejde at gå ind og vinde det mesterskab.

Men selvom det blev til et mesterskab i den første sæson, endte Slot med at vise sit 'sande ansigt'.
Siden er det kun gået én vej, mener Andreas Brøns Riise.
- Det har været for fladt. Det har været for langsomt. Det har været for meget sidelæns. Det har været alt for langt fra det dna, som vi har set Liverpool opbygge de sidste otte sæsoner under Jürgen Klopp.
- Det var simpelthen bare en manager, hvis fodboldfilosofi havde alt for lidt Liverpool-dna. Han havde heller ikke personligheden til at få en forbindelse til fansene på samme måde, som Jürgen Klopp havde i sin tid.
Kritik fra Salah
Det var ikke nemt for Arne Slot i sin sidste tid i spidsen for Liverpool.
Mens han kæmpede med resultaterne inde på banen, skulle han også forholde sig til kritik fra egne spillere.
Stjernen Mohamed Salah valgte tidligere i maj at komme med et kontroversielt opslag på sine sociale medier, hvor han kritiserede tilstanden i Liverpool.
Salah valgte at lave mange referencer til Jürgen Klopp, og det blev set som en direkte kritik af Slot som cheftræner.
Andreas Brøns Riise har fulgt med i, hvordan hans klub også internt er blevet splittet ad, og det har ikke kun været Salah.
- De sidste uger er der kommet flere af sådan nogle ting ud som det, vi så med Salah, som har været den mest vokale i forhold til det. Man har også kunnet se en Van Dijk, der på sine pressemøder i løbet af sæsonen har set skiftevis opgivende og vred ud.
- Det er ikke fordi, de har gået ud og peget fingeren af manageren. Det er heller ikke fordi, det virker som om, de har holdt op med at spille for ham. De har bare ikke virket som om, de havde troen på, at det, som de blev bedt om at gå ind og gøre, var det, der kunne vende det for Liverpool.

Redmen Family-chefredaktøren mener her, at man er nødt til at se på den manager, som Liverpool hentede i form af Slot.
Hollænderen var for mange et ubeskrevet blad, selvom han forinden havde gjort Feyenoord til hollandske mestre.
- Det var en relativt ung og uprøvet manager, der kom til Anfield i Arne Slot. Han havde vundet et hollandsk mesterskab, men det her med at stå på den helt store scene og skulle have med nogle stjernespillere at gøre, det skulle han lære.
- Han skulle bære de forventninger til resultater og måden, som man vil spille på. Men det har han ikke formået at gøre.
- Der må man bare sige, at det var et for stort skridt for hurtigt, lyder den kontante melding fra Andreas Brøns Riise.
Kan ende som Tottenham
Arne Slot er nu fortid i Liverpool, som i stedet skal se fremad.
Merseyside-klubben skal forsøge at finde tilbage til de dyder, man havde så stor succes med under Jürgen Klopp.
Men hos Redmen Familys chefredaktør er der fortsat en stor bekymring for Liverpools fremtid efter tiden med Slot i spidsen.
- Den største frygt er, at man ryger ind i en karrusel, hvor der ikke er nogen rød tråd. Det største spørgsmålstegn for mig er faktisk, hvorfor man overhovedet valgte at ansætte ham.
- Da han kom til, var der meget fokus på lighederne med Jürgen Klopp. Det virkede som en kontinuitetsansættelse. Der var meget fokus på, at han også havde en højintensiv spillestil, og at han skulle minde om Klopp på mange måder.
- Det kan godt give noget tiltro til, at den teori var rigtig, da han jo gik ind og vandt mesterskabet i sin første sæson med en trup, som Klopp havde sammensat.
- Men jo længere vi kom ind i hans periode som Liverpool-manager, må man bare sige, at forskellene var meget store på de to. Det er de både på personlighed, og det er de især på den måde, man spiller fodbold.

Her peger Andreas Brøns Riise især på spillerindkøbene under Slot, som har været nogle helt andre typer, end man før har set Liverpool hente til klubben.
Og det kan nu ende med at koste for storklubben.
- Så frygten er selvfølgelig, at man nu går tilbage til noget, der er meget mere ligesom Klopp, og så har man lige pludselig nogle spillere, der har købt ind til en helt anden type fodbold.
- Den mølle har vi set flere fodboldklubber være i. Tottenham er det bedste eksempel på, hvor man svinger fra trænertype til trænertype og sammensætter en mere og mere ubalanceret trup, fordi hver manager skal have sin type spillere.
- Det er jo det, der er risikoen, og det er det, der er frygten. Det er, at der ikke er en plan og en rød tråd for, hvordan den her klub skal spille fodbold.
- Det skred imod at miste sin identitet som fodboldklub er ved at tage fart nu, siger Andreas Brøns Riise til Bold.
Liverpool er nu gået i gang med at finde afløseren for Arne Slot, hvor den store favorit er Andoni Iraola.


Brøndby kan udnytte Nørgaard-klausul
Hattrick | Afsnit 91Thomas Nørgaard er en brandvarm kandidat i Brøndby, som ikke vil få de store problemer med at købe cheftræneren fri af Sønderjyske.
Læs mere
Liverpool
Premier League






























