Arne Slot og Mohamed Salah har sluttet fred.
Ifølge The Athletic mundede fredagens samtale mellem Liverpool-træneren og den 33-årige offensivspiller ud på en positiv måde, og derfor indgår han nu i The Reds' trup til lørdagens hjemmekamp mod Brighton, lyder det.
Slot udtalte tidligere på fredagen, at han inden for et par timer skulle have en samtale med Salah, der ville blive afgørende for parternes fremtidige samarbejde.
Det er denne samtale, der efter sigende er endt med en form for håndslag og ønske om at komme videre på en positiv måde for Liverpool.
Den seneste uge har været præget af enorme spekulationer om Salahs fremtid på Anfield, efter at han i lørdags tog bladet fra munden og udtalte sig i markante vendinger om sin skuffelse over at være røget på bænken tre kampe i streg.
Artiklen fortsætter efter billedet

Salah sagde blandt andet, at han følte sig kastet under bussen af Liverpool og antydede, at der var nogen, der helt åbenlyst ønskede at gøre ham til syndebuk for klubbens dårlige periode.
Som en direkte konsekvens af udtalelserne valgte Arne Slot i samråd med sin stab og den sportslige ledelse at udelade egypteren fra truppen til udekampen mod Inter i Champions League.
Samtidig berettede diverse internationale medier om interesse i Salah fra Saudi-Arabien og Tyrkiet.
Men nu lader det altså til, at der er grobund for, at Salah fortsætter i Liverpool, hvor han har kontrakt til sommeren 2027.
Efter lørdagens kamp mod Brighton slutter han sig til det egyptiske landshold for at gøre klar til African Cup of Nations.
Ifølge The Athletic anser Liverpool angiveligt perioden med adskillelse for værende afgørende for de involverede parter i forhold til at kunne håndtere situationen omkring Salah yderligere.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
Liverpool
Premier League





































