2023-12-18 15:30:00

Fra 10.000 til 6.500 fans på Lyngby Stadion: Så får vi udsolgt

Når Lyngbys nye stadion står klar, bliver det med plads til færre tilskuere. Det skyldes blandt andet risikoen for støj samt ambitionen om et udsolgt stadion i hver hjemmekamp.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Sidste år vandt ejerkredsen i Lyngby Boldklub - Friends of Lyngby - udbuddet om et nyt stadion, og det bliver noget helt andet, end hvad tilskuerne har været vant til, når de drager til fodboldkampe i nye rammer inden for de kommende år.

Fansene kan blandt andet se frem til et lukket stadion med fire overdækkede tribuner, renoverede loungefaciliteter, en idrætsby samt studie- og seniorboliger i den nordlige og sydlige ende. 

Men også en reduceret kapacitet. 

Der bliver nemlig 3.500 færre pladser til forskel for de 10.000 personer, stadion kan huse nu. 

Og der er flere årsager til, at det er endt sådan, fortæller Lyngbys Birger Jørgensen, der er ansvarlig for byggeriet, til bold.dk.

Hvorfor skal I ikke have plads til flere tilskuere? 

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Fra 10.000 til 6.500 fans på Lyngby Stadion: Så får vi udsolgt
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Alene det at vinde et udbud på Lyngby Stadion kunne godt være gået en anden vej. Politikerne valgte på det givne tidspunkt at lave et udbud, men gjorde det også til det muliges kunst. I en by som vores, hvor stadion ligger bynært, er der generel debat om, hvordan det skal være. Der er også politikere, som ikke mener, at der skal være boliger tæt på stadion. Derfor besluttede vi, at drosle ned fra en kapacitet på 10.000 til 6.500, og hvorfor det lige landede på det tal, skal jeg ikke kunne sige noget om.

- Men jeg kan godt forstå, at der er noget, der hedder støj. Der, hvor vi skal støje 15 til 20 gange om året, skal der bo personer, og den støj skal vi forholde os til. Derudover er der logistikken i det. Folk skal stadig kunne komme ind og ud af deres hjem og deres arbejdspladser.

Så man er kommet frem til at drosle ned til 6.500 tilskuere for at undgå at lave for meget larm i nærheden af dem, der skal bo der? 

- Ja, det er den ene ting. Og så det logistiske i, at der skal være fodboldkampe, og at nogen skal bo på samme område. 

- Det her med de 6.500 tilskuere taler man meget om som menig mand nede i byen. Vi er jo begyndt at få tilskuere på Lyngby Stadion, hvilket jo er pissefedt, og hvis vi har plads til maks. 6.500, får vi et stadion, der udsolgt hver gang, og derfor skal man jo have et sæsonkort, hvis man vil til fodbold på Lyngby Stadion. 

Før i tiden har kapacitetskravet for stadioner i landets bedste fodboldrække lydt på 10.000 tilskuerpladser, hvoraf de 3.000 skal være individuelle siddepladser. 

Men i en lang række år har det været muligt at opfylde kravene med et stadion med plads til 6.000 tilskuere, hvoraf 4.000 skal være siddepladser. Dog kun med stadioner, der har fire sammenhængende tribuner med overdækning på alle fire. 

Hvorfor skal der være lejeboliger i forbindelse med et fodboldstadion?

- For at finansiere et nyt Lyngby Stadion, så skal der noget boligmasse til. Så simpelt er det. 

- Men skal man krydre den lidt, så er Lyngby-Taarbæk Kommune en kæmpestor studieby i forhold til DTU. Man skriger på studieboliger, men også akademiboliger. Både til vores egne unge fodboldspillere, men også til andre idrætsudøvere. 

Lige nu foregår hele processen med papir og pen frem for jord og skovl, og det skyldes, at lokalplanen stadig er ved at blive færdiggjort, så den kan komme under politisk behandling senest i marts.

- På det tidspunkt åbner det hele mere op, og så kan vi begynde at fortælle mere detaljeret om, hvad vi ser for os.

Så snart politikerne har set nærmere på lokalplanen, venter en høring af forslaget, inden den så skal efterbehandles.

Byggeriet af det nye stadion forventes påbegyndt i løbet af 2025, og det er særligt anlæggelsen af boligerne, der kommer til at koste, fortæller Birger Jørgensen, når han skal sætte ord på, hvad de samlede omkostninger løber op i.

- Boligdelen er mere tung at finansiere end selve stadiondelen. Hvis du eksempelvis spørger Jacob Nielsen (administrerende direktør i AGF, red.) ovre i Aarhus, hvad det koster dem (at bygge nyt stadion, red.), så vil han kunne svare ud fra selve stadionomkostningerne, men vi bygger jo et sammensurium af et familievenligt stadion, boliger og sundhedspleje, så jeg tror, vi lander på et større trecifret millionbeløb.

I Superligaen ligger Lyngby nummer syv i tabellen efter et ganske godkendt efterår.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

34 kommentarer

Se kommentarer
Annonce