Malmö FF har fundet afløseren for Henrik Rydström.
Valget er faldet på den spanske træner Miguel Angel Ramirez, der netop er blevet præsenteret i klubben.
Det er han naturligvis glad for.
- Det er en stor ære, men også et stort ansvar.
- MFF’s filosofi er at udvikle talenter, men også at vinde. Den vision deler jeg. Jeg vil vinde titler.
- Nu er det tid til at tage ansvar, gå ud på banen og gøre vores fans stolte, siger han i pressemeddelelsen.
41-årige Ramirez var senest cheftræner i Real Zaragoza, som han forlod tilbage i marts.
Han har også været i klubber som Al Wakrah, Sporting Gijon og Charlotte FC.
Flere danskere har været i spil til trænerjobbet. Det gælder Johannes Hoff Thorup, Lars Friis og Bo Svensson.
Men i sidste ende er det altså Miguel Angel Ramirez, der overtager et Malmö FF-hold, der sluttede som nummer seks i den netop overståede Allsvenskan-sæson.

Malmö FF
Allsvenskan





































