31-årige Jonas Knudsen er snart fri på markedet.
Venstrebackens aftale med Malmö FF udløber denne vinter og bliver ikke forlænget.
- Det er klart, at det er specielt, og der er mange tanker, som snurrer rundt. Det er lidt vemodigt, at det her er de sidste dage for mig i MFF.
- Samtidig har jeg haft en fantastisk tid i klubben og byen, som jeg har nydt rigtig meget. Og som jeg altid har sagt, så er jeg utroligt stolt og glad for at have fået lov at repræsentere Malmö FF, siger Jonas Knudsen til klubbens hjemmeside.
Danskeren kom til Malmö fra Ipswich i 2019 og står noteret for 93 kampe i lyseblåt, men i 2023 har han været ude i kulden.
- Det har ikke været et let år, og selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med alle beslutninger, som er blevet taget. Men som jeg tidligere har sagt, er du nødt til at sætte dit ego til siden og fokusere på holdet.
- Der er mange eksempler i fodboldverdenen på spillere, som gør det anderledes, og det forstår jeg ikke hvorfor, man vil gøre. Det er nok meget knyttet til min personlighed, for jeg synes, at man skal behandle andre, som du selv vil blive behandlet, siger Jonas Knudsen.
Endnu vides det ikke, hvad næste skridt bliver for den tidligere landsholdsspiller.



Malmö FF
Allsvenskan































