Jovan Milosavljevic bliver Malmö FF-spiller til januar.
Mandag har den svenske klub bekræftet købet af den 18-årige midtbanespiller, der er købt i FK Zeleznicar Pancevo.
I forbindelse med handlen har den serbiske klub oplyst, hvor meget Malmö FF har måttet betale for at få fingrene i den unge midtbanespiller.
Klubben skriver på sin hjemmeside, at Malmö FF betaler 2,2 millioner euro - 16,5 millioner danske kroner - for teenageren.
Der er dermed tale om et rekordsalg for den serbiske klub. Samtidig er handlen det største køb i Malmö FF's historie.
Fotbollskanalen skriver, at Malmö FF's hidtidige største køb var Sead Haksabanovic, som blev købt for omkring 15 millioner danske kroner i Celtic.
Jovan Milosavljevic tiltræder 1. januar på en kontrakt frem til sommeren 2029 - med mulighed for yderligere et år.

Malmö FF
Allsvenskan

































