Malthe Boesen og Jacob Linnet lægger støvlerne på hylden.
Det oplyser Middelfart Boldklub i en pressemeddelelse.
Her retter sportschef Søren Godskesen en stor tak til duoen, der gennem de seneste år har spillet en stor rolle i at løfte Middelfart som klub.
- Når de har været her så længe, så er det selvfølgelig vemodigt på et menneskeligt plan, at de nu stopper. Fodboldmæssigt er det også to profiler, vi tager afsked med, og det gør selvsagt, at der er nogle andre, der skal ind og udfylde deres roller.
- Man kan vælge at være ærgerlig over, at de stopper, eller man kan se på hele situationen og så være glad på Jacob og Malthes vegne. Jeg vælger det sidste, og det er fantastisk, at de begge har kunnet træffe beslutningen, mens de har været faste spillere i 1. division, og det er virkelig dejligt, at det for begges vedkommende er deres egen beslutning at stoppe med at spille fodbold på det her niveau, fordi de vil prioritere at bruge tiden på andre ting.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så til sidst vil jeg takke dem rigtig mange gange for indsatsen her i klubben, ligesom jeg ønsker dem held og lykke med fremtiden, siger Søren Godskesen.
Middelfart oplyser, at både Linnet og Boesen blandt andet har truffet beslutningen for at kunne prioritere familielivet mere.
31-årige Jacob Linnet kom til Middelfart fra Brabrand IF i 2021, mens Malthe Boesen foretog samme skifte halvandet år senere.
Begge spillere spiller sidste hjemmekamp for fynboerne på lørdag, når B.93 gæster Middelfart Sparekasse Stadion.

Det største derby i årevis - uden restriktioner
Hattrick | Afsnit 83Der venter et vaskeægte derby torsdag aften, når Brøndby og FC København tørner sammen i superligaens Europa-playoffkamp - og denne gang bliver det med udebanefans på tribunerne.
Læs mere

Middelfart Boldklub
Betinia Liga




































