Selvom Middelfart risikerer at rykke ned i 3. division denne sommer, har Peter Dahl Kristensen tegnet en ny aftale i klubben.
Den løber til 2024, og det glæder sportschef Søren Godskesen at holde på den 26-årige fanfavorit, der siden skiftet fra Vejle i januar 2016 har spillet flere end 150 kampe for Middelfart.
- Forlængelsen med Peter har faktisk været længe undervejs og startede allerede sidste sommer. Af flere årsager er vi først kommet i mål med en ny kontrakt nu, men vi har hele vejen igennem været helt enige om at vi skulle forlænge samarbejdet.
- Peter leverer altid 100 procent både på og udenfor banen og er efterhånden blevet et synonym med Middelfart Boldklub. Vi er glade for at Peter fortsætter hos os i de kommende sæsoner og ser frem til endnu flere gode oplevelser sammen med ham, siger sportschef Søren Godskesen.
Forlængelsen glæder også hovedpersonen.
- Efter 6,5 år i klubben er Middelfart Boldklub efterhånden blevet ’min’ klub. Selvom vores skæbne i 2. division endnu er uvis, så har jeg ikke været i tvivl om hvorvidt jeg skulle fortsætte i klubben.
- Jeg nyder hverdagen i klubben med gode holdkammerater og nogle dygtige trænere, og de, som kender mig rigtigt godt, ved, hvor meget det betyder for mig. Jeg er glad for, at vi endelig er kommet i mål med forlængelsen, og mit fulde fokus er nu udelukkende på at vi sammen skal sikre overlevelsen i 2. division i løbet af de kommende runder, siger Peter Dahl Kristensen.
Middelfart har med to runder tilbage af 2. division et enkelt point op til Brabrand over stregen.


Middelfart Boldklub
CampoBet 2. division


































