Middelfart Boldklub har fået en hård medfart siden oprykningen til landets næstbedste række i sommer.
Klubben fra den vestlige del af Fyn er gået til vinterpause på sidstepladsen med blot 12 point efter de første 18 kampe.
Efterårets to sidste kampe kastede dog fire vigtige point af sig mod to direkte konkurrenter i bunden af Betinia Ligaen, HB Køge og B.93. Det har været altafgørende i bestræbelserne på overlevelse, fortæller cheftræner Kim Engstrøm.
- Den sidste kamp var altafgørende, når man kigger ind i tabellen hen over vinteren.
- Inden kampen mod HB Køge ville der have været 12 point op til dem, hvis vi havde tabt. Vi vinder kampen, og der er derfor kun seks point op til HB Køge og Hobro og otte op til Aarhus Fremad, som vi møder i den første kamp i foråret, siger Engstrøm til Bold.
Indstillede på nedrykningsspillet
Der resterer fire kampe af grundspillet i 1. division. I to af disse skal Middelfart møde Hobro og Aarhus Fremad, som ligeledes er en del af bundstriden i rækken.
Artiklen fortsætter efter billedet

Derfor er Kim Engstrøm og co. også indstillede på, at det i høj grad bliver kampene mod de direkte konkurrenter, hvor de afgørende point skal hentes, hvis overlevelsen skal sikres.
- Vi skal møde Aarhus Fremad og Hobro i to af de fire kampe, der resterer i grundspillet, og derefter venter kampene i nedrykningsspillet mod dem.
- Derfor er 14 ud af de resterende 16 kampe mod direkte konkurrenter i nedrykningsspillet, som situationen ser ud nu.
I skrivende stund er der seks point op til overlevelse, men troen lever fortsat i Middelfart-lejren – ikke mindst med afslutningen på efteråret in mente.
- Seks point er heller ikke ret meget, når man stadig har sine direkte konkurrenter to gange endnu.
- Alt er muligt, og når man går til pause med en sejr og har en opstart forude, så tror vi helt sikkert på det. Jeg har prøvet det før og ved, hvad det kræver i et nedrykningsspil, afslutter Middelfart-cheftræneren.


Middelfart Boldklub
Betinia Liga

































