Det går særdeles stærkt i Næstved.
Tidligere i løbet af mandagen offentliggjorde klubben, at Jacob Schoop tiltrådte som en slags spillende assistenttræner, hvilket du kan læse mere om her, og nu er det også officielt, at René Skovdahl bliver hans chef.
Næstved Boldklub har stået uden cheftræner siden den 24. juni, hvor Patrick Birch Braune højst overraskende sagde op ud af det blå. Læs mere her.
Nu er det Skovdahl, der skal overtage tjansen, og det glæder Næstveds fodboldchef, Kenneth Gangsted.
- René Skovdahl var fra første møde én af vores topkandidater til stillingen som vores nye cheftræner, siger Gangsted til klubbens hjemmeside.
- De primære årsager til, at vi gik med René, var hans tilgang til mandskabspleje og opbygningen af en stærk kultur. Renés spillestil matcher klubbens spillestil, som kører hele vejen fra U13 og op til divisionsholdet. Hans erfaring og at han i de sidste mange år har arbejdet som cheftræner i en lille klub i Norge, Brattvåg IL, hvor han har skulle have meget ud af lidt, passer spot on på vores projekt i Næstved.
- René har valgt at bosætte sig i Næstved. Det synes vi er et stærkt signal om, at han vil give alt for Næstved. Derudover ønsker han at involvere sig i Talentcenter Sydsjælland i dagligdagen, og dermed kan vi få den sammenhængskraft igennem klubben, som er én af vores strategiske målsætninger.
Som bekendt kommer 54-årige Skovdahl til Næstved efter senest at have været i Brattvåg IL i Norge, hvor han også tidligere har trænet Hønefoss.
Herhjemme har han kortvarigt været cheftræner i FC Roskilde, mens han også har været tilknyttet Maccabi Haifa og Brøndby.

Næstved Boldklub
CampoBet 2. division



































