Alassana Jatta har haft en fornem sæson i Notts County, hvor han med 19 fuldtræffere var stærkt medvirkende til klubbens sjetteplads i League Two.
I den første af to playoff-kampe mod AFC Wimbledon tabte den tidligere Viborg-angriber dog hovedet.
Jatta blev således udvist for en grim tackling og havde efterfølgende umådeligt svært ved at forlade banen, lyder det.
Det bliver han nu straffet for.
FA skriver torsdag eftermiddag, at den gambiske angriber er blevet tildelt tre spilledages karantæne og en bøde på 2.500 pund, hvilket svarer til 22.000 danske kroner.
Jatta optrådte sig angiveligt upassende ved ikke hurtigt at forlade banen og var derudover truende og/eller voldelig i sin opførsel, lyder det videre fra det engelske fodboldforbund.
Notts County tabte samlet med 0-2 til AFC Wimbledon og missede derfor muligheden for oprykning.


Notts Co.
League 2






























