Jacob Neestrup skulle ikke bruge lang tid på at sætte sit præg på Panathinaikos.
Den tidligere FC København-cheftræner overtog før denne sæson tøjlerne i den græske storklub, hvor forventningerne fra omgivelserne var og er enorme.
Samtidig har der været behov for en større sportslig genopbygning, hvilket har resulteret i et hav af nye spillere.
Alligevel er starten blevet næsten så god, som den danske cheftræner kunne have håbet på.
Neestrup har således navigeret gennem det hele uden at tabe én eneste kamp. Han har kvalificeret holdet til Conference League, og sidst men ikke mindst har han ført dem til en øjeblikkelig førsteplads i den hjemlige række.

Ifølge den græske journalist Panos Apostolis er det imidlertid ikke kun resultaterne, der har været bemærkelsesværdige.
- Han har på imponerende vis formået at holde holdet ubesejret, selv om starten på sæsonen har været turbulent.
- Den nuværende trup er meget anderledes end den, der begyndte i opstarten, hvilket har tvunget ham til at finde en vanskelig balance.
- På den ene side skulle han sikre kvalifikationen til Conference League, hvor der absolut ikke var plads til fejl, og på den anden side skulle han integrere de nye spillere på en ordentlig måde, siger han til Bold.
Bump på vejen
Det er værd at bemærke, at Neestrup ikke har fået en færdig trup stillet til rådighed fra dag ét.
Athen-klubben har været særdeles aktiv på transfermarkedet, og flere af de spillere, som nu skal bære holdet fremad, kom først til klubben efter, at Neestrup var begyndt sit arbejde.
Samtidig har den danske træner skullet levere resultater fra dag ét. Der har med andre ord ikke været meget tid til at eksperimentere for Neestrup.
Og selv om det ubesejrede forløb naturligvis pynter på billedet, har vejen dertil ikke været helt uden bump.
- Han har grebet opgaven metodisk an med stor præcision og den rette mentalitet.
- Det er, selv om han også har haft heldet med sig i nogle kampe, hvor holdet ikke præsterede på sit bedste - især i returopgøret mod Hradec Králové, siger Panos Apostolis.
Noget af det mest interessante ved Neestrups begyndelse i Grækenland er, at han allerede har ændret på det udtryk, som Panathinaikos lægger for dagen.

Det handler ikke nødvendigvis om revolutionerende ændringer fra den ene dag til den anden.
Men der er en tydelig forskel i ambitionen med bolden og i den måde, som holdet forsøger at kontrollere kampene på, siger Panos Apostolis.
Det er en markant kontrast til sidste sæson, hvor den græske storklub havde problemer med at skabe chancer og samtidig spillede med en mere forsigtig tilgang.
Nu er ambitionerne anderledes, forklarer den græske journalist videre.
- Der er et tydeligt skifte i retning af den offensive fodbold, som han ønsker at indføre på holdet.
- Sidste år, da Rafa Benítez var cheftræner, spillede de langt mere forsigtigt og havde store problemer med at skabe chancer og score mål. I denne sæson er historien en helt anden.
- Det er selvfølgelig også en direkte konsekvens af kvaliteten hos de nye spillere, der er kommet til truppen, vurderer han.
Skepsis afløst af begejstring
Da Panathinaikos ansatte Neestrup, var der naturligt nok flere spørgsmål og skepsis i Grækenland.
Her kom en træner, som ganske vist havde opbygget et stærkt navn i FC København, men som endnu ikke havde prøvet kræfter med fodbold uden for Danmarks grænser.
Og græsk fodbold er ikke nødvendigvis det nemmeste sted at være udenlandsk træner.

Derfor skulle Neestrup først vinde mere end bare fodboldkampe. Han skulle også vinde folk omkring klubben.
- Den indledende skepsis er nu blevet afløst af stor begejstring, fordi fansene kan se, at holdet bliver bedre fra kamp til kamp.
- De nyder virkelig den dominerende form for fodbold, som han forsøger at indføre, og det er netop det vigtigste, som klubben har brug for efter nogle meget svære år.
- Når holdet ikke har præsteret godt, har han naturligvis også fået kritik, men den har altid holdt sig inden for rimelighedens grænser, lyder det.
Meget ærlig
Neestrups arbejde i Grækenland bliver naturligvis ikke kun vurderet på de 90 minutter inde på grønsværen.
En stor del af hverdagen i Panathinaikos handler også om kommunikationen med omverdenen. Og her har Neestrup allerede fået mulighed for at vise en anden side af sig selv.
Han har mødt de græske medier ved flere lejligheder, og ifølge Apostolis har den 38-årige dansker leveret et positivt indtryk.
- Jeg synes, at mediernes opfattelse af ham er meget positiv, og det skyldes i høj grad hans store ærlighed på pressemøderne.

- Han kommer ikke med store løfter, han svarer på alle journalisternes spørgsmål, og ved en af sine seneste optrædener foran medierne gav han et interessant indblik i sin personlighed.
- På en meget velformuleret måde beskrev han de kulturelle forskelle mellem livet i Danmark og livet her i Grækenland, siger journalisten.
Voldsomt pres
For Neestrup handler det nu om at fastholde den udvikling, han har sat i gang, når modstanderne bliver bedre, kampene bliver vigtigere, og kravene fra omgivelserne vokser.
For Panathinaikos er det nemlig ikke nok blot at spille flot fodbold. Der er en titel, som klubben og fansene har ventet længe på.
Hele 16 år er der således gået, siden klubben sidst vandt det græske mesterskab.
- Det bliver i sidste ende den ultimative målestok for Jacob Neestrup.
- Selv hvis Panathinaikos ikke vinder mesterskabet i denne sæson, er det absolutte krav, at holdet skal være en reel kandidat til titlen - noget, der ikke er sket i mindst tre år.
- Presset er enormt og vil altid være en del af denne klub. Det egentlige spørgsmål er ikke, hvordan fansene eller pressen reagerer, men snarere hvordan Neestrup håndterer det pres.
- Han er nødt til at lukke støjen udefra ude og ganske enkelt fokusere på at fortsætte det gode arbejde, lyder det afslutningsvis fra Panos Apostolis.
Jacob Neestrup og Panathinaikos skal søndag aften forsøge at bygge ovenpå den flotte sæsonstart, når Panetolikos venter hjemme i Athen.


Panathinaikos
Super League


























