Marti Cifuentes fortsætter karrieren i USA.
Tirsdag aften bekræfter Portland Timbers, at den 44-årige spanier bliver klubbens nye cheftræner på en aftale til og med 2028/2029-sæsonen.
Her skal han afløse Phil Neville, som forlod MLS-mandskabet i slutningen af maj.
- Det har uden sammenligning været den mest detaljerede og omfattende jagt på en cheftræner, som Timbers nogensinde har gennemført.
- Vi er begejstrede for, at processen er endt med, at Marti Cifuentes overtager ledelsen af vores klub, lyder det fra Timbers-ejer Merritt Paulson i en pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter efter billedet

Cifuentes har været jobløs, siden han i januar blev fyret i Leicester.
Han har siden sin tid i AaB været forbi adresser som Hammarby og Queens Park Rangers.
Men nu glæder han sig til opgaven i MLS.
- Jeg har altid fulgt MLS, og det har længe været en ambition for mig at opleve denne liga. At få muligheden for at gøre det i en klub som Portland med en så fantastisk fanbase og en spændende spillergruppe er virkelig noget særligt.
- Jeg ved, hvor passioneret denne by er omkring fodbold, og forbindelsen mellem klubben og byen er det, der gør denne mulighed så meningsfuld, siger hovedpersonen.
Cifuentes stod i spidsen for AaB i 40 kampe fra 2021 til 2022.

Portland Timbers
Major League Soccer
































