Real Madrid-forsvareren Raúl Asencio er blevet dømt for spirituskørsel på Gran Canaria.
Hændelsen fandt sted 16. august, hvor den 21-årige spanier blev stoppet i sin Porsche i den sydlige del af øen, skriver flere medier, heriblandt det lokale medie Canarias7.
Asencio pustede så meget alkohol ud i alkometeret, at det viste 0,90 mg/l alkohol. Det svarer til næsten fire gange den lovlige grænse i Spanien, som er 0,25 mg/l.
Dommen blev afsagt ved en hurtig retssag i San Bartolomé de Tirajana. Asencio er blevet idømt en bøde på 14.400 euro, mens hans kørekort samtidig er blevet frataget i otte måneder.
Det svarer til knap 108.000 kroner.
Dommen kommer kort før, at Asencio skal møde i retten i en anden verserende sag. Her er han tiltalt sammen med tre tidligere Real Madrid-spillere i en sag om optagelse og deling af seksuelt materiale uden de involveredes samtykke.
Artiklen fortsætter efter billedet

Episoden går tilbage til juni 2023, og på torsdag skal han møde op i retten.
Ifølge anklagemyndigheden deltog Asencio ikke i selve optagelserne. Han skulle dog efterfølgende have bedt om og modtaget en video, selv om han vidste, at den var optaget uden samtykke, og senere have vist den til en bekendt.
Anklagemyndigheden har derfor rejst to forhold om videregivelse af fortrolige oplysninger mod Asencio og kræver foreløbigt to år, seks måneder og én dags fængsel samt en bøde.
Der er dog endnu ikke faldet dom i sagen. Anklagemyndigheden har samtidig oplyst, at den vil frafalde anklagerne mod Asencio, hvis de berørte personer bekræfter over for dommeren, at de dropper anklagerne.
Raúl Asencio har endnu ikke været i aktion i denne sæson, da han kæmper med fysiske problemer.

Bombe: FCM smadrer Superligaens transferrekord
Hattrick | Afsnit 10FC Midtjylland smadrer Superligaens transferrekord med David Martinez, der bliver den dyreste spiller i ligaens historie. Det kan Bold afsløre.
Læs mere
Real Madrid
La Liga




























