I december annoncerede FIFA en ny U15-turnering, hvor Rusland for første gang i flere år ville kunne deltage.
Nu melder FIFA så ud, at turneringen vil blive afviklet til oktober i Aserbajdsjan, og den vil fortsat være 'åben for alle fodboldforbund', lyder det.
Dermed vender Rusland altså tilbage til international fodbold på ungdomsniveau, og det er første gang, at russerne får lov at deltage i en international turnering siden landets invasion af Ukraine i februar 2022.
Her blev Rusland suspenderet fra alle internationale fodboldturneringer, herunder også UEFA-turneringerne Champions League, Europa League og Conference League.
U15-turneringen er et nyt påfund fra FIFA og vil i år være en drengeturnering, mens den i 2027 vil være en pigeturnering. Fra 2028 vil der både blive afviklet en drenge- og pigeturnering hvert år.
I år spilles den fra 22. til 31. oktober og afvikles altså i Aserbajdsjan, som har tætte forbindelser til Rusland.
FIFA's beslutning om at lukke Rusland tilbage i varmen har tidligere mødt kritik, og DBU har blandt andre gjort deres holdning klar.
- Vi undrer os over, at FIFA skulle planlægge en turnering, hvor russiske hold deltager. DBU har ingen interesse i eller ønske om at spille mod russiske hold, oplyste DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i december.
I januar udtalte FIFA-præsident Gianni Infantino, at man ville undersøge muligheden for at lukke Rusland ind i varmen igen, fordi 'det vil hjælpe, hvis drenge og piger fra Rusland får lov at spille fodboldkampe i Europa'.
UEFA-præsident Aleksander Ceferin slog kort efter fast, at det europæiske fodboldforbund ikke havde ændret holdning og derfor fortsat ikke ville have Rusland tilbage.


Rusland


































