3. division -Dansk 3. divisionsspiller flytter til Belgien: Vil være møbelsnedker
2023-01-13 14:39:01
Foto: Young Boys FD

Dansk 3. divisionsspiller flytter til Belgien: Vil være møbelsnedker

Mikkel Frandsen har valgt at tage til Belgien på udveksling, og der vil han nok holde fodbolden ved lige. Det vil give ham meget som fodboldspiller at spille i et andet land, siger kanten til bold.dk. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Young Boys FD-profilen Mikkel Frandsen er fortid i 3. divisionsklubben, da han skal på et belgisk eventyr i Gent på udveksling i et semester. 

Den 26-årige kantspiller siger til bold.dk, at han glæder sig til den nye tilværelse i Belgien. Han havde også søgt om at komme til Australien og Canada. 

- Jeg har møbeldesigner-studiet som førsteprioritet, men jeg kommer til at pakke nogle støvler. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan lægge fodbolden på hylden, siger Mikkel Frandsen til bold.dk. 

Som fodboldspiller vil det også udvikle ham at stifte bekendtskab med en ny fodboldkultur. 

- Det bliver endnu en god udfordring og at prøve noget andet ved at starte lidt forfra og tage den derfra. Det er også lidt i forhold til, hvordan mentaliteten er kontra til den danske. Jeg har kun spillet i dansk fodbold indtil videre. 

Frandsen vil ikke udelukke, at det bliver til et længere ophold i belgisk fodbold.

- Hvis jeg finder en klub dernede, hvor det giver mening, så kan jeg sætte studiet på orlov, men jeg har ikke umiddelbart tænkt over det. Jeg afviser det dog heller ikke. 

Glæder sig til ny udfordring
Det har dog ikke været helt nemt for kantspilleren at vinke farvel til Young Boys FD efter fire et halvt år i klubben. 

- Det har jeg haft det meget blandet med. Der har lige været en tilvænningsperiode her den seneste måneds tid, efter jeg sagde farvel. 

- Jeg tror også først, at det rigtig er gået op for mig nu, at jeg er stoppet i klubben. Det skal jeg lige vænne mig til, men jeg glæder mig også til at prøve noget nyt, siger Mikkel Frandsen til bold.dk. 

Kantspilleren kan skrive divisionskampe på CV’et for Kjellerup, Skive og Young Boys FD. I sæsonen 2017/2018 spillede Frandsen i NordicBet Ligaen for Skive. 

I efteråret fik kantspilleren 15 kampe for Young Boys FD i 3. division og leverede ét mål.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce