3. divisionsmandskabet Young Boys FD har formået at hente en forstærkning her i vinterpausen.
19-årige Jeppe Kilden Grøn er nemlig ny spiller i 3. divisionsklubben, og han kommer til klubben fra Silkeborg IF. I efteråret var han dog lejet ud til Aarhus Fremad.
Den nye Young Boys FD-spiller siger til klubbens hjemmeside, at han ser frem til at prøve kræfter med seniorfodbold på kontinuerlig basis.
- Det føles rigtig for mig at tage her til Young Boys. Jeg glæder mig til for alvor at skulle spille seniorfodbold og divisionsfodbold.
Ved siden af livet som fodboldspiller kommer han til at arbejde i Young Business, og det er en pakke, som 3. divisionsklubben tilbyder de unge spillere.
- Først og fremmest hele konceptet med unge spillere, det var noget som tiltalte mig rigtig meget. Og så en stor træningsmængde, som minder meget om det, jeg kommer fra, og som jeg befinder mig godt i. Og så også det med, at man får noget på arbejdsdelen, så man bliver udviklet der, det synes jeg er rigtig fedt, siger Jeppe Kilden Grøn.
Jeppe Kilden Grøn håber, at han kan få bygget noget fysik op i 3. divisionsklubben.
- På fodbolddelen håber jeg på, at jeg kan lægge lidt mere på fysisk i og med at jeg kommer til at spille fast seniorfodbold. Det går også hurtigere i seniorfodbold, og det glæder jeg mig til at vænne mig til og komme ind i det, siger han.
Den 19-årige midtbanespiller fik en førsteholdskamp for Silkeborg IF.

CampoBet 3. division
Young Boys FD
































