2024-05-07 23:55:00

Kent går imod strømmen: Hvorfor kan de så ikke slå os?

I et stort interview med Bold åbner Kent Nielsen op om sin gammeldags stil, som han efter eget udsagn kan blive bidsk omkring, når han skal forsvare. For rivalerne har flere penge, en større stab og mere analyse, men den erfarne træner står stadig tilbage med spørgsmålet: 'Hvorfor kan de så ikke slå Silkeborg?'

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Bold i Silkeborg
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - Final. runde

FT

SIF

1 - 0

AGF

- Jeg er jo ikke tidstypisk.

Når Kent Nielsen hæver sig selv op i helikopteren, ser han det samme, som andre ser. Hans stil og måde at gøre tingene på flugter ikke med den tid, som fodbolden og samfundet er i lige nu.

Mange Superliga-klubber har flere analytikere siddende på tribunen til at supportere cheftræneren med inputs og forbedringer i kampens hede.

I Silkeborg har man én, og det er manden på sidelinjen. Kent Nielsen. Han gør tingene på sin – i manges øjne gammeldags – måde, men når alt kommer til alt, er der ikke noget at klandre ham for.

For to år siden førte han Silkeborg til bronze som oprykker, og i år er klubben nok en gang at finde i top-6, mens en potentiel ny triumf lurer, når holdet på torsdag spiller pokalfinale mod AGF.

I et stort interview med Bold åbner 62-årige Kent Nielsen selv op om fravalget af analytikere, vedholdenheden ved de gamle dyder og inspirationskilderne, der løbende popper op rundt omkring i Europa.  

Hvorfor slår de os så ikke? 
Da Bold møder Kent Nielsen i en hyggelig krog på Jysk Park, er stemningen munter og hyggelig. Han har lige kørt spillerne gennem en let træning, hvor fokus efter alt at dømme var på at skabe godt humør ovenpå søndagens 0-3-nederlag til FC København.

Men da Bold spørger, om Kent Nielsen selv synes, hans stil er gammeldags, bliver tonen en anelse skarp. For der er noget omkring lige netop dét spørgsmål, der nager Silkeborg-træneren.

- Der er mange, der har enormt meget fokus på alle de moderne ting. Jeg bliver altid spurgt om det, og jeg kan nogle gange – også til jer (pressen, red.) – blive lidt bidsk og sige: ’Hvorfor skal I ikke spørge de andre, der bruger så store ressourcer på alle de tidstypiske ting som kampanalytikere, en stor stab, de dyreste spillere, bedre trænere og det hele – men hvorfor er det så, de ikke kan slå Silkeborg?’

- Det spørgsmål kan jeg godt stille, men det er altid mig, der skal forklare, hvorfor vi ikke gør som alle de andre. Og der kan jeg en gang imellem godt savne, at man spørger den anden vej, siger Kent Nielsen.

Fortjent respekt og inspiration 
Hvis man spørger den anden vej, er Silkeborg-træneren ikke i tvivl om, at konkurrenterne i Superligaen har en enorm respekt for de røde fra Søhøjlandet.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Kent går imod strømmen: Hvorfor kan de så ikke slå os?
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Og det med rette, mener han.

- Uden at man kopierer hinanden kan man godt have respekt for hinandens stil. Det tror jeg også, at der er omkring os, og det manglede også bare. 

- Det er ikke, fordi vi mangler anerkendelse, men jeg vil også sige, at hvis jeg sad andre steder, ville jeg spørge mig selv: ’Hvordan gør de?’ For det er jo fascinerende.

Med fascinerende mener Kent Nielsen de resultater, som Silkeborg på trods af et begrænset budget og en lille stab har skabt.

Sådanne bedrifter finder ikke kun sted i Søhøjlandet. Rundt omkring i Europa er der på skift klubber, der præsterer over evne, og når det sker, stopper Kent Nielsen op og lader sig inspirere.

- Jeg har enorm respekt for Manchester City og Pep Guardiola. De spiller fantastisk fodbold, men de har også de fantastiske spillere og en enorm stab.

- Det, der for mig er interessant, er at kigge på: Hvem er det, der på trods af, at de ikke har økonomien eller de bedste spillere i verden, kan lave store resultater. Her er Girona interessante lige nu, mens det en gang var Villarreal, der gang på gang var i toppen på trods af de her elementer.

- Nogle gange kan jeg godt stille spørgsmålet: ’Hvorfor er det, klubber præsterer? Er det, fordi de har de bedste spillere og den bedste træner, eller fordi de har de har en kæmpe stab og de her ting?’

- Her er det interessant at kigge på, hvordan pokker det kan være, at Girona, Villarreal og Brighton spiller så god fodbold og kan lave så gode resultater, selv om de ikke er i nærheden af Liverpool og Manchester United rent finansielt. Det er dér, jeg samler noget op, siger Silkeborg-træneren.

Alt tidstypisk er ikke smart
Ifølge Kent Nielsen fylder det mere hos andre end ham selv, at han ikke nødvendigvis følger tidens trend. 

Men da snakken falder på emnet, understreger han alligevel, at han på flere punkter er glad for ikke at være fuldkommen på linje med den udvikling, der er i samfundet. 

- Jeg kan finde en masse tidstypiske ting, som jeg er glad for ikke at identificere mig med. Det gælder også i den omgivende verden, fordi det er jo ikke alt tidstypisk, som er smart.

Silkeborg-træneren mener også, at spillerne til en vis grad får lov til at slippe for noget af det, der efter hans mening er knap så positivt for unge i dagens Danmark. 

- Jeg er da glad for, at vores spillere ikke er tidstypiske i forhold til det alkoholforbrug, der er hos andre unge. Der er jeg glad for, at de et eller andet sted er mere gammeldags på det punkt. Og sådan mener jeg, at man kan finde mange eksempler.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Tro på egne øjne
Et af de punkter, hvor Kent Nielsen ikke følger med tidsånden inden for udviklingen i professionel fodbold, er omkring sammensætningen af sin stab.

Han anskuer selv, at Silkeborg er blandt de tre mindste klubber målt på antallet af stabsmedlemmer omkring førsteholdet, og det skyldes blandt andet, at han – modsat de fleste andre klubber – ikke har nogen analytikere tilknyttet.

Hovedpersonen selv fortæller, at fravalget løbende er til overvejelse, men at han samtidig har en stor tro på det, han med sine egne øjne kan vurdere og konkludere fra sidelinjen. 

- Jeg har tryghed i det, mine egne øjne ser. Min egen indgang til alt det her data er, hvor meget kan spillerne kapere? Hvor mange klip er det, vi kan eventuelt finde frem? Et er at finde og vise dem, men så kommer det næste: Kan spillerne tage det ind, tage det med på banen og genkende situationerne?

- Når jeg kigger på en enorm stab, kan jeg godt se på arbejdsbeskrivelserne, at det lyder så rigtigt, men samtidig tænker jeg: ’Hvor mange mennesker kan du som fodboldspiller forholde dig til, når de alle sammen vil give inputs?’

Forstærkninger over større stab
Når Kent Nielsen har haft ovenstående overvejelser, er han – indtil videre – noget frem til den samme konklusion: At det væsentlige foregår i træningen på banen.

Samtidig lufter han endnu et vigtigt aspekt i sit - for nuværende - fravalg af analytikere. 

- Jeg er sikker på, at al den analyse og statistik har en værdi, men hvis man kigger på den værdi i forhold til den økonomi, der hænger ved, så minder jeg mig selv om, hvad det væsentligste er.

- For mig er det alt det, vi laver ude på banen. Træningsøvelserne, måderne at træne på, kravene, der stilles og hele arbejdet derude. Det er det, jeg stadig bliver bekræftet i som værende det i særklasse vigtigste.

- Så hvor meget ville det flytte for en mindre klub som os at have at have en eller to analytikere i staben kontra en til to spillere mere? Det spørger jeg mig selv om, for det har konsekvenser her modsat større klubber i eksempelvis England, siger Kent Nielsen.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fodbold bliver et managerspil
Der er ingen tvivl om, at Kent Nielsen er enormt reflekteret omkring sin egen måde at følge den udvikling, der har været og hele tiden er i fodboldens verden.

Med knap 27 år i streg som træner og en spillerkarriere forinden det har han set og oplevet meget. Senest er VAR kommet til, xG (expected goals, red.) og statistik fylder mere og mere, og nu er der sågar tale om at indføre et blåt kort til dommernes repertoire. 

Så hvor er fodbolden i virkeligheden på vej hen ifølge en erfaren herre som Kent Nielsen?

- Vi er kommet til et sted, hvor man er begyndt at se fodbold som et managerspil. Det er ren statistik. Der bliver set meget på doseringer, hvor mange sprinter den enkelte spiller tager, og at det koster så og så meget, og så kan han byttes ud, fordi det er det, man er vant til, når du spiller manager.

- Den tankegang, synes jeg, har vundet indpas. Det er ikke kun i fodbold. Hele samfundet er enormt påvirket af alle de her algoritmer. Det fylder meget, og jeg tror også, at det kan rykke noget, men jeg tror ikke på, at du kan lave det unikke og spille den perfekte kamp ved kun at kigge på statistik.

- Fodbold har altid haft nogle tidslommer. En gang skulle man spise pasta for at kunne spille en kamp, og senere var der stort fokus på løbeskoling – altså hvor højt knæene måtte være og så videre.

- Det har været nogle tidslommer, som har lagt sig ned igen, og det tror jeg også på, at det her statistik et eller andet sted gør, siger Silkeborg-træneren.

Piller ved fodboldens sjæl
VAR lader til gengæld til at være kommet for at blive. Det dommer-assisterende system har ad flere omgange været under kritisk lup hos Kent Nielsen, men i virkeligheden har han forståelse for, at fodboldens beslutningstagere indførte systemet.

For det blev jo gjort med intentionen om at søge retfærdigheden, som Silkeborg-træneren siger. Der er dog visse elementer af VAR, som ifølge Kent Nielsen har en ærgerlig effekt på fodbolden.

- Man er nogle gange inde at pille ved noget af fodboldens sjæl. Det, der virkelig tager meget væk fra fodbold, er, når vi sidder og kigger på de her linjer, der skal laves. Dér sidder man og tænker: ’Okay, vi er inde på noget, der er så snært, at ikke én på stadion har opdaget det.’

- Når de afgørelser træffes, er vi inde at rode ved noget af det, som er oplevelsen i det spontane og nærværende, som er fodboldens styrke.

- Men jeg går ikke rundt og er en sur, gammel mand omkring det. Som jeg plejer at sige: ’Det er fint, at der er andre mennesker, der får de udfordringer, fordi så længe holder jeg ikke.’  

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Tough valg i vente
Hvor længe holder du egentlig?

- Jeg har to år tilbage, og det synes jeg er fint. Så må vi tage den derfra, når vi når derhen. Jeg kan sagtens overskue to år mere, og jeg er overhovedet ikke ved at være træt af at være i fodbolden, men jeg kommer på et tidspunkt til at træffe en tough beslutning over for mig selv, hvor jeg bliver nødt til at prioritere, at der også er andre ting i livet.

- Jeg har været i fodbold, siden jeg var 17-18 år, så jeg har aldrig selv kunne vælge min ferie. Hvis I andre vil til Rom i et dårligt forår, så kan I gøre det, men det har jeg aldrig været i nærheden af.

- Sådan nogle ting kunne jeg godt værdsætte på et tidspunkt. At der er lidt mere tid til familie, afslutter Kent Nielsen.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - Final. runde

FT

SIF

1 - 0

AGF

Annonce

24 kommentarer

Se kommentarer
Annonce