196 mio. kr.
Det er, hvad den samlede økonomiske pakke bag handlen mellem Silkeborgs nuværende ejere Silkeborg IF Invest A/S og klubbens nye aktiemajoritetsejer Trivela Group løber op i. Vel at mærke for 80 procent af klubben.
Første led i handlen er, at Silkeborg IF Invest får udbetalt udbytte på 34,1 mio. kr. fra fodboldklubbens kasse.
Således indgår det beløb altså også i den samlede pakke, forklarer sportsøkonom Jesper Jørgensen til Bold.
- Det, der sker, når udbyttet er udbetalt, er, at egenkapitalen i SIF bliver lavere.
- Den egenkapital får man så 120 mio. for plus de 41,9 mio. kr. der betales over en nærmere periode, siger Jesper Jørgensen, som forklarer, hvad udbyttet går til.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det går til selskabet Silkeborg IF Invest A/S. Hvad de gør med pengene, er jo så en anden historie, siger han.
Blåstempler pris
Silkeborg IF Invest A/S realiserede i 2022 et rekordstort overskud på 70,9 mio. kr., og i 2023 blev det fulgt op af endnu et stærkt overskud på 42 mio. kr..
SIF - altså fodboldklubben - har uomtvisteligt bidraget positivt til de flotte regnskaber, men det er sket i samarbejde med de øvrige aktiver i Silkeborg IF Invest A/S såsom papirfabrikken.
Derfor kan overskuddene ikke udelukkende bruges til at vurdere, om den samlede pris, Trivela nu betaler for de 80 procent af fodboldklubben, er fair.
- Man skal huske at skille fodbolddelen fra de øvrige aktiviteter i Silkeborg IF Invest A/S, men jeg tror ikke, at det er en helt skæv pris med de knap 200 mio. kr.
- Det ville også ligne Kent (Madsen, red.) dårligt at sælge noget for billigt, siger Jesper Jørgensen.
Rettidig omhu
Hvad tænker du som fodboldøkonom om det her salg?
- Det forekommet som noget, der er meget gennemarbejdet i min optik.
- Aktionærerne i Silkeborg handler med rettidig omhu i en verden, hvor det økonomiske niveau flytter sig ekstremt i de her år. Der skal hele tiden flere penge til.
Men har de overhovedet brug for en ny investor med tanke på de flotte økonomiske resultater, de har realiseret i de seneste år?
- Der flyder enorme summer ind i fodboldens verden i disse år, og med strukturændringen i Champions-, Europa- og Conference League er præmiepengene blevet øget med i omegnen af 30 procent.
- Med alle de faktorer har de siddet med spørgsmålet: 'Hvordan klarer lille SIF sig i det her?'
- Fordi status quo ville være, at man sakker bagud. Derfor er det rettidig omhu at få nye kræfter ind, siger Jesper Jørgensen.
'De har penge'
Selv om sportsøkonomen endnu ikke har næranalyseret økonomien bag Trivela, fastslår han, at selskabet kommer med penge.
- Jeg er helt sikker på, at de har penge. Nu har vi jo nogle regler i Danmark, der gør, at nye aktionærer, der kommer over 30 procent af ejerskabet, skal dokumentere, at de har penge, og hvor de kommer fra.
- Så der er selvfølgelig fuldkommen styr på, at de ikke kommer med tomme lommer, afslutter Jesper Jørgensen.
Bold har talt med Henrik Lyhne, der giver et indblik i, at der med opkøbet forventes at komme en helt nye bestyrelse i SIF.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
3F Superliga





































