






Kent Nielsen fik noget at tænke over i pausen af Silkeborg IF's kamp mod FC Nordsjælland søndag.
Her fik han beskeden om, at profilerne Pedro Ganchas og Robin Østrøm var gået i stykker, og derfor måtte man i pausen allerede ændre på to vigtige pladser.
Det endte alligevel godt for klubben fra Søhøjlandet, da man slog gæsterne fra Farum med hele 4-2 og fik sæsonens første sejr i Superligaen.
Men skaderne kommer på et rigtig dårligt tidspunkt, da Silkeborg på torsdag møder polske Jagiellonia i Conference League-kvalifikation.
– Vi har en del udfordringer i forhold til torsdag. Det fylder mere, end at du har fået tre point.
Artiklen fortsætter efter billedet

– De er begge tvivlsomme. Det er et ribben, som han har fået trykket, Pedro. Robin var det lysken, som spændte helt vildt op. Pelle (Mattsson, red.) havde betonlægge og baglår, som strammede.
– Men altså, det er det, jeg er glad for i dag på trods af en del modgang. Det gik jo ikke bare vores vej hele tiden. At vi alligevel kan være cool, får lavet indskiftninger og får byttet rundt på holdet. Så vi tackler det fint, siger Kent Nielsen til Bold og den øvrige presse.
Planen virkede
Ud gik Pedro Ganchas og Robin Østrøm, og ind kom Julius Nielsen og Leonel Montano, og så måtte Kent Nielsen rykke rundt på brikkerne.
Det betød, at Nielsen valgte at smide Jens Martin Gammelby ind på en meget uvant position, da han nu skulle spille midtstopper.
– Vi havde ikke ligefrem set det komme, at det lige pludselig var to såkaldte midtstoppere, og at vi skulle til at opfinde noget andet. Men altså, vi ramte nogenlunde rigtigt.
– Jens Martin klarede det fint. Julius klarede det også rigtig, rigtig godt på højre back. Leo fik også lagt op. Der var noget struktur, der gjorde, at FC Nordsjælland stadigvæk havde det svært mod os.
– Så det er mere det, som vi skal have løst og hurtigt finde ud af, hvad pokker gør vi.
Silkeborg IF tabte den første kamp mod Jagiellonia med 0-1 hjemme på JYSK Park.
På torsdag gælder det returopgøret, når der er kampstart klokken 20:15.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
3F Superliga







































