2. division -Skive må ophæve med hovedskadet Beck før tid
2023-01-28 15:57:44
Foto: Joi Long

Skive må ophæve med hovedskadet Beck før tid

Skive IK og Morten Beck Guldsmed har ophævet samarbejdet et års tid før kontraktudløb, da Beck efter en hovedskade i efteråret ikke kan blive klar. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Tilbage i august pådrog Skive IK's Morten Beck Guldsmed sig en slem hovedskade mod Esbjerg fB, som endte med at holde ham ude hele efterårssæsonen. 

Her til januar har han igen prøvet at starte op i Skive, men det har simpelthen ikke kunnet lade sig gøre. 

Derfor er klubben og spilleren blevet enige om at ophæve samarbejdet et lille års tid før kontraktudløb, skriver klubben. 

- Morten fik tilbage i august en hovedskade i forbindelse med vores udekamp mod Esbjerg, skriver Skives Carsten Riisgaard, der er sportschef i klubben i en pressemeddelelse. 

- Skaden har holdt Beck væk fra fodboldbanerne hele efteråret, og konklusionen ved opstart her i januar var, at selvom der har været fremskridt, så var det vores vurdering, at vi ikke længere så det som realistisk, at Beck ville komme tilbage og kunne spille fodbold på topplan.

- Vi har derfor indgået en aftale med Morten om at ophæve kontrakten et lille års tid før udløb. Morten Beck nåede siden sin tilbagekomst til Skive IK at være i klubben i lige godt et år, og var fast mand på holdet før sin skade.

- Vores håb er nu, at Morten kan komme sig 100 procent over hovedskaden, så han igen kan få en hverdag uden gener.

- Vi ønsker Morten alt det bedste fremover, og takker ham for den store indsats og betydning han har haft for Skive IK gennem årerne.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce