



FC København vandt søndag 3-1 mod Silkeborg IF.
Mod slutningen af kampen følte Silkeborg-lejren sig dog snydt for et straffespark, da Felix Beijmo på klodset vis faldt ind i indskiftede Lucas Riisgaard.
Lasse Læbel Graagaard valgte ikke at blæse for straffespark, og VAR mente ikke, at der var tale om en klokkeklar fejl af dommeren.
Derfor blev der ikke dømt noget i situationen, og det forstod Callum McCowatt ikke noget af efter opgøret.
- Jeg synes, at det var et straffespark. Hvis det havde været i den modsatte ende, så havde FCK fået straffespark.
Hvorfor tror du det?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det tror jeg bare. Beijmo var klodset og endte med at ramme Riisgaards ben med sin krop.
- Det er ret ulovligt at gøre, men i sidste ende har dommeren jo altid ret, og så kan man ikke gøre noget, siger McCowatt.
Efter kampen talte Bold også med Lucas Riisgaard om situationen:
- Der er klart straffespark, vil jeg mene. Han tog en åben scoringsmulighed fra mig.
- Jeg kunne sparke på mål, men han faldt ind i mine ben, så jeg ikke kunne sparke. Så jeg vil mene, at det er et klart straffespark.
Fik du en forklaring af dommeren?
- Nej, jeg fik ikke en forklaring. Vores anfører fik at vide, at der ikke var straffe, og det var bare det.
Hvad tænker du om det?
- Jeg synes, at det er ærgerligt, for det var en mulighed for at komme tilbage i kampen, siger indskifteren.
Beijmo stoler på dommeren
Felix Beijmo blev også spurgt ind til situationen efter opgøret:
- Jeg har ikke set den igen, men det var nok en fifty-fifty. Det var til sidst en meget tør bane, og jeg endte med at miste lidt kontrollen over bolden.
- Så faldt jeg og forsøgte at cleare bolden med hovedet. Jeg ved ikke, hvor meget jeg ramte ham eller bolden, men selvfølgelig kunne dommeren have dømt den.
- Det gjorde han ikke, og det må vi stole på. Overordnet set har vi nogle dygtige dommere i Superligaen, og jeg stoler på deres kendelser, siger Beijmo.

Dansk oprejsning i Europa
Hattrick | Afsnit 164Efter en jammerlig første uge for de danske hold i Europa, slog AGF, FCK og FCN tilbage i denne uge, mens FCM skuffede på ny. Vi ser nærmere på koefficientregnskabet.
Læs mere
FC København
Silkeborg IF
3F Superliga

























