Zifarlino Nsoni har ikke haft den mest optimale sæson indtil videre.
Den 20-årige midtbanespiller er nemlig blevet opereret for sportsbrok, men tingene går fremad for det tidligere AaB-talent.
Han siger til Skive IK TV, at det har været ærgerlig start på sæsonen. Nsoni startede dog inde for første gang for mandskabet i denne sæson, da Skive mødte Frem i 2. division, og det går den rigtige vej.
- Jeg har døjet lidt med en skade, og jeg blev opereret kort inden sæsonstart, så jeg har haft en lidt øv-start på det hele, men nu er jeg ved at være tilbage og fit for fight, så det er godt, siger Zifarlino Nsoni til Skive TV og tilføjer:
- Jeg har været ramt af sportsbrok, og det kom lidt ud af blå, så jeg havde ikke lige regnet med, at jeg skulle opereres. Det er heldigvis gået godt, og genoptræningen er kørt, som det skulle, så jeg er ved at være der igen.
Lørdag kan Zifarlino Nsoni få flere minutter i benene, når Skive skal en tur til Aarhus Fremad i 2. division.
Skive er lige nu nummer seks i 2. division med 12 point efter otte kampe. Nsoni kom til Skive fra AaB i sommeren 2021.


Skive IK
CampoBet 2. division




































