Andreas Gülstorff viser sig ikke længere frem i Sønderjyske.
Parterne har ikke fundet grobund for et samarbejde, efter at den kontraktfrie keeper drog med 3F Superliga-klubben på træningslejr i midten af januar.
Ifølge det tidligere FC Nordsjælland-talent valgte Sønderjyske at kigge andre veje.
Det fortæller han i et interview med Bold.
- Jeg synes egentlig, at jeg gjorde en god figur, men det lød lidt til, at de fandt en anden eller tænkte, at jeg ikke passede ind, siger Gülstorff.
I sidste uge berettede Tipsbladet, at Sønderjyske har indgået en aftale med den 21-årige målmand Berkant Bayrak fra sommer, hvor han har kontraktudløb i HB Køge.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dealen er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, men ifølge Gülstorff havde det måske en indvirkning på hans situation.
- Jeg er overhovedet ikke skuffet, for de har været meget ærlige omkring det hele. Jeg gjorde det godt, så jeg tror ikke, at det er evnerne, der har gjort, at de ikke vil.
- Jeg har kunnet læse mig til, at de vist har skrevet med en fra sommer, så det kan være, at det har været kørende, mens jeg var med på træningslejren, siger målmanden.
Fik tilbudt mere træning
Feedbacken fra Sønderjyske til Gülstorffs bagland var generelt positiv, mens træningslejren stod på.
Faktisk tilbød Haderslev-klubben også at fortsætte træningssamarbejdet hjemme i Danmark, men for hovedpersonen giver det ikke mening uden en kontrakt.
- Mens vi var på træningslejren, fik jeg at vide, at de var rigtig glade og positivt overraskede over mit niveau. De tilbød mig også at træne med, når vi kom hjem.
- Vi prøvede så at finde ud af, om det var, fordi de pønsede på en kontrakt, og det viste sig så, at de ikke ville det.
- For mig gav det ingen mening at løbe risikoen ved at tage til Haderslev for at træne. Det ville selvfølgelig være god træning, men der ville også være en chance for at blive skadet og så stå uden klub, siger Gülstorff.
Åben for alt
Nu holder han sig i gang på egen hånd i styrkelokalet og med en personlig træner, mens han venter på at få chancen i en ny klub.
- Jeg håber lidt på, at der kommer en klub og siger: ’Prøv at høre her, ham vil vi sgu gerne have, han ser spændende ud, han har gjort det godt gennem mange år – i ungdom også.’
- Det skal være nogen, der tør at tage chancen med en ung seniorspiller, som kun har én sæson på CV’et – ud over en Superliga-kamp, siger Gülstorff, der indtil videre har afvist en enkelt mulighed.
- Jeg har sagt nej til en klub på Island, men det var helt i starten. Jeg troede og håbede på, at der ville komme noget inden februar.
Har du præferencer for din kommende klub?
- Jeg er som udgangspunkt åben for det hele. Vi snakker selvfølgelig ikke Danmarksserien, så det er alt efter niveau, men så længe der er et godt setup, en klar plan for klubben og mig og nogle ambitioner, er jeg generelt åben for det, afslutter Andreas Gülstorff.

Skandaløse scener i Parken: Pinligt for FCK
Hattrick | Afsnit 82FC Midtjylland er danske pokalmestre anno 2026. Ulvene vandt torsdag finalen med 1-0 over FC København, og det er meget sæsondefinerende for begge klubber.
Læs mere
Gør Superligaen sjovere!
Har du styr på stjerner, start-11’er og styrkeforhold i Superligaen? Så skal du oprette dit managerhold med det samme! Det gør alle kampene sjovere - selv dem, som du normalt har kørende i baggrunden.
Opret din egen miniliga til vennerne, vælg dine spillere inden kick-off fredag den 6. februar kl. 19.00 og gør Superligaen sjovere med et managerhold på holdet.dk.
Husk du med Bold+ , kan få adgang til skarpe managertips til hver runde!


Sønderjyske
3F Superliga


































