





Vejle er kommet glimrende fra start i Betinia Ligaen, hvor det er blevet til ti point i de første fire kampe.
Fredag aften skulle Claus Nørgaards tropper forsøge at fortsætte den gode sæsonstart, da Esbjerg kom forbi Nørreskoven.
Hjemmeholdet fik en fantastisk start på opgøret.
Kampen var blot fire minutter gammel, da Wahid Faghir blev spillet fri. Med en finurlig ydersideafslutning scorede han til 1-0.
Esbjerg lod sig dog ikke slå ud af kurs og skabte flere chancer for at udligne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Skarpheden manglede i flere sekvenser, men det gjorde den ikke efter 40 minutter.
Et indlæg blev sendt ind i panden på Anders Sønderskov, og forsvarsspilleren, der har en fortid i Vejle, headede på flot vis bolden i mål.
Vejle havde problemer i første halvleg og kunne ikke tillade sig at være utilfredse med 1-1 ved pausen målt på spil og chancer.
Værterne kom ud til anden halvleg med et markant stærkere udtryk, og efter 51 minutter troede Bismark Edjeodji, at han havde scoret til 2-1, da han scorede efter et langt indkast, men der blev dømt offside. Den langsomme gengivelse viste, at bolden ramte en Esbjerg-spiller, før den røg hen til Edjeodji, og Vejle-spillerne var derfor rasende over dommerens beslutning.
Selvom Vejle dominerede, var det Esbjerg, som scorede kampens tredje mål.
Et hjørnespark ramte Gustav Bjerge, der sendte bolden på tværs til Muamer Brajanac, som sendte Esbjerg i front.
Vejle svarede dog hurtigt igen. Mikkel Duelund fik bolden inde i feltet og var ganske tålmodig med at afslutte. Til sidst sendte han køligt bolden forbi Esbjerg-målmand William Lykke.
Der var derefter chancer i begge ender af kampen, men til sidst var Vejle skarpest. Et langt indkast blev forlænget til Tobias Bach, der headede 3-2-scoringen i nettet i kampens overtid.
Esbjerg smed alt frem til sidst, og derfor fik Vejle masser af plads til en omstilling. Abdoulaye Camara blev spillet fri og scorede til 4-2
Dermed vandt Vejle, som nu har 13 point og fører Betinia Ligaen efter fem kampe. Esbjerg har fire point.

Vejle Boldklub
Esbjerg fB
Betinia Liga


























