Sporting er lørdag aften i kamp mod upåagtede Marinhense i den portugisiske pokalturnering.
Det er dog uden holdets danske kaptajn.
Morten Hjulmand bliver således sparet på grund af et krævende kampprogram, forklarer klubbens cheftræner, Rui Borges.
- På grund af hans kampe for landsholdet har vi valgt at være lidt forsigtige med ham, fordi der kommer halvanden måned med meget krævende kampe, og vi har brug for ham i topform, lyder det.
Ked af det
Den danske midtbanekriger spillede alle 90 minutter, da landsholdet tirsdag missede en gylden chance for at kvalificere sig direkte til sommerens slutrunde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og selvom han naturligvis stadig er skuffet over 2-4-nederlaget til Skotland, er fokus nu på klubfodbold, fortæller cheftræneren videre.
- Han er ked af, at han ikke kvalificerede sig direkte til VM med sit landshold, men han er allerede fokuseret på kravene i Sporting.
- Derefter - på det rette tidspunkt - vil han have fokus på playoffkampene for at komme til VM.
- Han har en meget positiv og moden mentalitet, og derfor er han kaptajn, selvom han stadig er så ung, siger cheftræneren til klubbens hjemmeside.
Morten Hjulmand er sammen med Pierre-Emile Højbjerg og Victor Froholdt nomineret til årets danske spiller.

Sporting CP
Pokal





































