Med en 3-2-sejr over Sønderjyske kravlede de blågule mandag aften atter op på førstepladsen i Superligaen.
10 point i fire kampe. Men det skete ikke uden panderynker.
Der var decideret klasseforskel mellem de to mandskaber i første halvleg, hvilket husmandsfinterne og hælafleveringerne fra Brøndby-spillerne illustrerede på tydelig vis, mens stemningssange i kanon fløj gennem luften fra lægterne.
Olti Hyseni kom på tavlen mod sin tidligere klub i sin startdebut for Brøndby, og i ledtog med Max Ejdum indtog Mads Frøkjær i den grad scenen.
Men i anden halvleg gik gassen fuldstændig af ballonen, Brøndbys niveau faldt drastisk, og gæsterne fra Haderslev leverede en hæderlig indsats for at komme tilbage.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her er Bolds fem fokuspunkter fra kampen:
Max Power
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Mads Frøkjær vokser og vokser i Brøndby, og med to mål her til aften satte han en streg under sin vigtighed. Men købet af Max Ejdum har også været et pletskud for de blågule. Den 21-årige midtbanespiller var med i de to første scoringer mandag aften, og efter første halvleg toppede han både Brøndbys offensive og defensive statistikker. Ejdum er allerede stemplet ind, men han kan vise sig at blive en kæmpe gevinst på sigt. Han måtte forlade kampen i pausen, og det skifte blev meget kostbart for værterne, der pludselig var langt fra den kontrol, de viste i første halvleg.
Bør Sønderjyske skifte keeper?
Spiller fra udeholdet i fokus
Marcus Bundgaard slider virkelig med præstationerne i Sønderjyske-målet. Den 25-årige keeper var medskyldig i OB’s matchvinderscoring for 14 dage siden, og mandag aften mod Brøndby var han flere gange rystende usikker i sine indgreb. Derudover lavede han et fælt drop, da Olti Hyseni sparkede bolden mellem benene på ham, efter at han gav en retur til Oskar Fenger. Mon Fatah Abdirahman snart overvejer at lave et skift på målmandsposten?
Hadeudebane
Statistik i fokus
Brøndby har ikke tabt på hjemmebane til Sønderjyske siden 2018. I de nu syv kampe siden da har de blågule vundet seks, og én er endt uafgjort. Scoren i Brøndbys favør lyder på 15-3 med Brøndbys knusende 6-0-sejr i mesterskabsspillet i foråret som et opgør, der selvsagt boner kraftigt ud. Lad os bare slå fast, at sønderjyderne har det svært på Vestegnen.
Nej tak til mandagskampe
Fans i fokus
’Pro søndag klokken 15’
Det var budskabet på et banner, Brøndby IF's inkarnerede fans viste frem på det nordlige tribuneafsnit, hvor tilhængerne, der normalt står på Øvre Sydsiden, er rykket over, mens Brøndby afsoner den sidste del af tilskuerstraffen. Mandagskampe er ikke populære i Brøndby. Det var de heller ikke sidste år. Og det er altså heller ikke et tidspunkt, der må hue de medrejsende Sønderjyske-fans, der har en lang hjemtur foran sig en mandag aften.
Udskiftninger, der fik betydning
Træner i fokus
Det var lige ved at gå galt for Brøndby i anden halvleg. Thomas Nørgaard foretog to ændringer i pausen med indskiftningerne af Mathias Jensen og Jacob Ambæk til fordel for Max Ejdum og Oskar Fenger, og det fik meget af magien til at fordufte. Brøndby klarede skærene, men ændringerne blev dyrere, end cheftræneren nok havde forventet. Alligevel står den nye boss med 10 point og en førsteplads efter fire kampe. Det må siges at være godkendt.

Eriksen får ikke løn af Wolfsburg
Hattrick | Afsnit 175Christian Eriksens fremtid er fortsat uklar, men grundet en særlig regel har Wolfsburg og danskeren ikke travlt med at finde en afklaring. Wolfsburg betaler nemlig ikke løn til Eriksen.
Læs mere
Sønderjyske
Brøndby IF
3F Superliga



































