


Mens Ruben Amorim prøver at finde fodfæste i Manchester United, gør portugiserens tidligere klub Sporting det samme.
Det startede ellers godt med en 6-0-sejr i afløseren Joao Pereiras debut, men siden er det gået galt.
Først blev de savet over på hjemmebane i Champions League af Arsenal med 1-5, og i weekenden tabte de ligeledes hjemme til upåagtede Santa Clara i ligaen.
Torsdag var Sporting så på tur til Moreirense, og her blev det til det tredje nederlag i træk.
Efter kampen stillede klubbens anfører Morten Hjulmand op til interview, og her blev den danske landsholdsprofil spurgt ind til, om der er et problem, efter Joao Pereira har overtaget roret.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Nej, der er ikke noget problem. Budskabet fra ham er meget klart, og gameplanen er også tydelig.
- Nogle gange kan hold gå igennem svære perioder, og det har været sådan for os nu. Men vi skal rejse os igen og fortsætte med at have en positiv indstilling, siger Hjulmand ifølge Record.
Sporting holder trods de to nylige nederlag i ligaen fast i førstepladsen med 33 point efter 13 kampe, men Porto er med en kamp i hånden bare tre point efter.
Benfica har fem point færre og har hele to kampe i hånden.

Sporting CP
Primeira Liga


































