Union Berlin har kæmpet med tingene i Bundesligaen på det seneste, og det har nu fået konsekvenser for trænerstaben.
Cheftræner Steffen Baumgart er nemlig blevet fyret. Det samme er assistenttrænerne Danilo de Souza og Kevin McKenna.
Det oplyser Union Berlin på sin hjemmeside.
- Vi vil gerne takke Steffen, Danilo og Kevin for deres arbejde. Vi ønsker dem alt det bedste, siger Horst Heldt, fodbolddirektør i klubben.
Samtidig meddeler klubben, at Marie-Louise Eta er blevet ansat som cheftræner for resten af sæsonen.
Hun bliver den første kvindelige cheftræner i Bundesligaens historie.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hun har hidtil stået i spidsen for klubbens U19-hold, og i den kommende sæson skal hun være cheftræner for klubbens kvindehold.
Indtil da skal hun stå i spidsen for Frederik Rønnow og resten af Union Berlin-truppen.
- En af klubbens styrker er, at vi står sammen i situationer som disse. Jeg er sikker på, at vi skaffer de nødvendige point, siger hun.
Steffen Baumgart blev ansat i januar 2025. Han nåede 51 kampe i spidsen for Union Berlin, og han har et pointsnit på 1.22.
Union Berlin ligger nummer 11 i Bundesligaen.


Union Berlin
Bundesliga



































