Vejle Boldklub skal på trænerjagt efter mandagens fyring af Ivan Prelec.
Kravene til den nye cheftræner er på mange måder de samme, som klubben ledte efter, da den 38-årige kroat blev genansat i sommer, men denne gang går VB's sportslige ledelse efter en dansk/skandinavisk profil.
Det fortæller sportsdirektør Mikkel Hemmersam i et interview med Bold.
- Vi vil helst have en dansk/skandinavisk profil, så det er nok primært det, vi leder efter, siger Vejle-bossen.
Vejle-bossen kommer desuden ind på, at resultater på den korte bane også kommer til at spille en rolle i rekrutteringsprocessen, der allerede er i fuld gang.
- Vi har brug for en, der på den korte bane kan lave resultater. Vi kommer ikke ud over, at hvis vi vil nå et sted hen på lang sigt, er vi nødt til at præstere på kort sigt også.
Artiklen fortsætter efter billedet

Støver liste af
Har I taget hul på rekrutteringsfasen?
- I Vejle har vi altid kandidater til de forskellige positioner. Det gælder også, hvis vi skal have en ny holdleder eller fysioterapeut, så selvfølgelig har vi også navne på en liste, som kunne være interessante.
- Nu støver vi lige vores krav og liste af og kigger på de kandidater, vi har stående på vores liste, og så ser vi på, om der er nogle andre, der også skal på.
Hvor stor er jeres liste over kandidater?
- Den er på mere end én kandidat. Det er nok det, jeg kan sige, men det vigtige er for os, at listen ikke må være for stor og heller ikke for lille i forhold til at finde de nøjagtige ting, som vi leder efter, siger Hemmersam.
Kielstrup ikke i spil
Mens Hemmersam og co. leder efter en ny cheftræner, skal assistenterne Steffen Kielstrup og Morten Bisgaard køre efterårssæsonen i mål.
Førstnævnte har tidligere bestredet posten som midlertidig Vejle-træner med stor succes, men på trods af det er hans navn ikke med på listen over permanente emner.
- Som vi har skrevet i pressemeddelelsen, har vi lavet en plan med Steffen, i forhold til at han kan komme et sted hen, hvor han kan være Superliga-træner på sigt med den fornødne uddannelse og erfaring til det. Derfor er det ikke en plan, vi går efter på den korte bane.
Men kunne det ikke netop være hos Vejle, at den drøm kan realiseres?
- Når den plan, vi har lavet, med uddannelse og så videre er på plads, kunne han helt sikkert godt være en kandidat til det, men nogle gange skal du have tingene på plads, inden du kan det, og det er det, vi er i gang med med Steffen, siger Hemmersam.
Han fastslår afslutningsvis, at den nye træner i udgangspunktet først er på plads, når efterårssæsonen er slut.
Kan der komme en træner på plads, inden efteråret er slut?
- Nej, det kan der som udgangspunkt ikke. Vi skal have den fornødne tid til at finde den rigtige kandidat og det rigtige setup. Derfor har vi sagt, at det er Kielstrup og Bisgaard, der tager resten af efteråret, afslutter sportsdirektøren.

Nørgaard færdig i rødt og hvidt
Hattrick | Afsnit 80Christian Nørgaard stopper på det danske landshold efter 41 kampe i rødt og hvidt.
Læs mere

Vejle Boldklub
3F Superliga







































