VSK Aarhus kæmper lige nu om at komme i top seks i 3. division, og en af profilerne er 27-årige Oscar Scott Carl, der har stået for fem mål i denne sæson.
Offensivspilleren siger til bold.dk, at han nyder at være tilbage i Aarhus-klubben.
Han skiftede til klubben i sommer efter at have været en tur i norsk fodbold hos Fløya.
- Jeg trives helt vildt godt. Jeg synes, at vi har gang i noget godt i VSK Aarhus. Jeg er kommet tilbage til Aarhus, og jeg synes, at vi har stor kvalitet.
- Vi har et miks af unge spillere, der vil frem i verden, og nogle lidt ældre spillere som mig selv, som har lidt mere erfaring at trække på, og forhåbentlig kan få os højere op i rækkerne, siger Oscar Scott Carl til bold.dk.
27-årige Carl har ikke de store planer om at rykke væk fra Aarhus. En tur til Haiti vil dog friste, siger han med et smil.
- Lad mig sige det sådan, at hvis du kan tilbyde mig en fuldtidskontrakt i Haiti, så ville jeg nok sige ja til det. Ellers er ambitionerne at gøre det så godt som muligt i VSK Aarhus.
- Jeg synes, at det er megasjovt at spille fodbold, men jeg har også min karriere ved siden af, som jeg prioriterer højt. Der skal noget ekstraordinært til, hvis det ikke skal være VSK Aarhus. Jeg har det bare fedt i divisionerne ved at spille og være skadefri, siger Oscar Scott Carl til bold.dk.
Carl har udover VSK Aarhus og Fløya også en fortid i FA 2000 og AGF.



VSK Aarhus
CampoBet 3. division


































