Der skal til at ske noget, hvis Wolfsburg ikke ender i den absolutte fiasko: nedrykning.
Med otte kampe tilbage af sæsonen ligger den tyske klub på den forkerte side af nedrykningsstregen i Bundesligaen.
Klubben har tre point op til 16.-pladsen, der giver adgang til playoff mod et hold fra 2. Bundesliga, og fem point op til FC Köln over stregen.
Midt i krisen finder man danskerne Christian Eriksen, Jonas Wind, Joakim Mæhle, Adam Daghim og Jesper Lindstrøm.
Over for Bold sætter den 20-årige Adam Daghim ord på situationen i klubben.
- Det er virkelig nederen. Det er ingen hemmelighed, at den her periode er noget af det værste, der kunne ske.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men det nytter ikke noget, at vi bare lukker ned og hænger med hovederne. Vi skal bevare troen og arbejde hårdt, fortæller det 20-årige stortalent.
Daghim er lejet fra Red Bull Salzburg for resten af sæsonen, men det betyder ikke, at en eventuel nedrykning vil ramme mindre hårdt på ham.
- Om jeg er lejet eller købt spiller ingen rolle. Hvis vi rykker ned, er jeg en del af det, forklarer han.
Sidder i baghovedet
Bold har tidligere talt med Wolfsburg-holdkammeraten Joakim Mæhle, der også fortalte om situationen i klubben.
- Det er selvfølgelig hårdt i hverdagen, og man bruger meget energi på det - både på banen og uden for banen.
- Også når man er derhjemme, sidder det i baghovedet, at man skal huske, at det er pointene, der tæller, sagde den danske back-profil til Bold og de øvrige medier.

Tilbage hos Daghim fortæller han, at han især kan læne sig op ad Christian Eriksen i den svære periode.
- Han er pisse vigtig for holdet. Man kan føle sig tryg omkring ham og lære meget af ham.
Både Adam Daghim og Christian Eriksen skiftede til Wolfsburg i sommeren 2025.
Nedenfor kan du læse mere om, hvordan det var for Adam Daghim lige pludselig at spille ved siden af Christian Eriksen.
Wolfsburg og Adam Daghim skal efter landskampspausen op imod Bayer Leverkusen.

Mourinho-comeback i Madrid?
Hattrick | Afsnit 70Mourinho kan være på vej tilbage til Real Madrid. Præsident Florentino Perez har ifølge meldinger en klar favorit – men er det den rigtige løsning for storklubben?
Læs mere
Wolfsburg
Bundesliga






































