Så gik den ikke længere.
Efter en længere periode med dårlige resultater har Wolfsburg fyret klubbens østrigske cheftræner Ralph Hasenhüttl.
Det melder Wolfsburg ud i en pressemeddelelse på klubbens hjemmeside søndag aften.
- Ralph Hasenhüttl tog over i Wolfsburg sidste sæson i en svær periode. Han havde succes med at stabilisere holdet. Vi takker ham for det, siger Wolfsburgs sportsdirektør Peter Christiansen.
- Men resultaterne og udviklingen i de seneste måneder har fået os til at reagere nu. Vi har taget beslutningen i tæt dialog med bestyrelseskomiteen. Vi ønsker Ralph Hasenhüttl alt det bedste fremover, lyder det fra den danske Woffsburg-chef i pressemeddelelsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fremgår videre, at Daniel Bauer, som er klubbens U19-træner, tager over som midlertidig træner for resten af sæsonen.
Klubbens assistenttrænere Craig Fleming og Patrick Hasenhüttl forlader også deres stillinger i klubben.
Wolfsburg tabte lørdag 0-4 til Dortmund, og det blev altså Hasenhüttls sidste kamp i spidsen for klubben fra folkevognsbyen.
Bold kunne for flere uger siden fortælle, at FC Københavns cheftræner Jacob Neestrup er et emne i Wolfsburg.
Wolfsburg har danske landsholdspillere som Jonas Wind, Joakim Mæhle, Andreas Skov Olsen og Mads Roerslev i truppen. Ligesom de to tidligere FC København-spillere Denis Vavro og Kamil Grabara har kontrakt i Bundesligaklubben.


Wolfsburg





































