41-årige Morten Gamst Pedersen er stadigvæk professionel fodboldspiller.
Den erfarne nordmand tørner lige nu ud for Ranheim, der spiller i den næstbedste norske række, men det kan være, at der snart venter endnu et eventyr på de britiske øer for den tidligere Blackburn-profil.
I et interview med SPORTbible blev han nemlig spurgt, om han ville være frisk på at skifte til Wrexham, der ejes af skuespillerne Ryan Reynolds og Rob McElhenney.
- Ja, jeg ville elske det. Hvorfor ikke?
- Måske kan du tagge mig i et opslag på de sociale medier, så Ryan Reynolds kan læse det, og vi så får en chance for at mødes, siger nordmanden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Gamst Pedersen fortæller også mere om, hvad han tænker om klubben.
- Det, de gør, er utroligt. Jeg synes, det er så sejt.
- Ja, de rykkede op, men de opbygger også et brand med en klub, der er ret langt nede i ligasystemet.
- Det viser, at hvis man finder de rigtige mennesker og den rigtige attitude, så alle kan trække klubben i den samme retning, så kan man gøre meget, fortæller nordmanden.
Gamst Pedersens kontrakt med Ranheim gælder året ud.