10 hurtige: Bizart tilbud og tæt på FCK-skifte

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Denne gang er det den tidligere Superliga-profil og landsholdsspiller Morten Skoubo, der herhjemme spillede i FC Midtjylland, Brøndby og OB, mens han også prøvede kræfter med tysk, engelsk, hollandsk og indisk fodbold.

Uden for landets grænser nåede den målfarlige frontløber forbi Mönchengladbach, West Bromwich, Real Sociedad, FC Utrecht, Roda og Delhi Dynamos, inden støvlerne blev lagt på hylden i 2015.

Du brød igennem i FCM, bombede i Brøndby og spillede længst tid i OB. Hvilken klub betragter du som din herhjemme?

- Det lyder mærkeligt, for jeg spillede der kun i halvandet år, men det vil Brøndby altid være på grund af oplevelserne. Det var der, jeg gik fra ikke at have spillet så meget i Tyskland, og så kom jeg hjem og var med til at vinde mesterskabet og pokalen.

- Jeg havde fået debut på landsholdet, da jeg spillede i Tyskland, men så var man blevet lidt glemt på en måde, og så stod man pludselig som dansk mester på et hold, som nok vil blive husket i lang tid fremover på grund af spillerne og måden, vi gjorde det på.

- Det er nok Brøndby, der er min klub, selvom mange af mine familiemedlemmer ovre i Vestjylland nok vil sige, at det burde være Midtjylland. Dem holder jeg også stadig et lille øje med. Det kan jeg ikke lade være med, for jeg synes, det er fantastisk, hvad de har udrettet derovre.

Hvad husker du som de største oplevelser i karrieren?

- Der har været mange forskellige ting. Min drøm var altid at spille i Spanien, så at komme dertil og spille i La Primera må være det ultimative. Selvfølgelig sammen med at spille på landsholdet, som var lidt mere en ære på en måde.

- Ellers er et højdepunkt selvfølgelig Brøndby-tiden. Jeg nåede kun at være der i halvandet år, men der vandt vi så også The Double. Det var en fantastisk tid både på og uden for banen.

- Tiden i Spanien og Brøndby er nok de tidspunkter i min karriere, som jeg er mest stolt af.

Hvilken specifik kamp er det, du kommer til at fortælle dine børn om?

- Jeg fortæller dem selvfølgelig, hvor god far han har været i mange, mange kampe. De forstår det bare ikke endnu, så det er kun mig, der synes, det er sjovt, siger Skoubo med et grin og fortsætter:

- Alle Brøndby-tilhængere vil jo kigge tilbage på, da vi vandt 5-0 over FCK, og det er noget, som jeg stadig bliver mindet om, når jeg møder Brøndby-fans. Mange kommer og siger til mig, at det var sgu fedt, at jeg var med i den kamp, og det er jeg da helt enig i.

- Jeg tænker også på en kamp fra Real Sociedad. Jeg kom til Spanien lidt over natten i et fly, og så skulle vi spille en kamp mod Espanyol et par dage senere, hvor jeg fik en halvleg. Ugen efter var der så lokalderby mod Bilbao, som jo var en af de vigtigste kampe for Sociedad. 

- Der startede jeg inde og spillede måske en af de bedste kampe, jeg har spillet i min karriere. Det er også sådan en kamp, som jeg tænker tilbage på og siger 'det var sgu alligevel meget godt'.

Fortryder du nogle af dine klubvalg?

- Jeg ville gerne lave om, at jeg var skadet i to år, mens jeg spillede i Spanien. Det har ikke så meget med mine klubvalg at gøre, men det var lidt en bet for mig. Efter at være startet rigtig fint i den første halve sæson var det lidt ærgerligt, at jeg pludselig skulle være skadet stort set hele tiden i to sæsoner.

- Det gav mig et set back, hvor jeg tænkte, hvad jeg nu kunne nå op på, men mine valg synes jeg egentlig, at jeg har været glad for og kan stå inde for. At tage til Tyskland var det, der modnede mig og gjorde, at jeg gik fra at være en ung knægt, der var et talent, til en spiller med mere hår på brystet.

- Det modnede mig nok til den fremtidige karriere og den modgang, der ville komme.

Oplevede du på noget tidspunkt, at et klubskifte var tæt på, men alligevel ikke blev til noget?

- Noget, jeg husker, der var rigtig tæt på, var, da jeg skulle videre fra Spanien. Vi var rykket ned i den sidste sæson, jeg spillede dernede, så jeg skulle videre, efter der var kommet en ny præsident, som ville skifte det hele ud.

- Der var jeg selv meget opsat på, at jeg skulle hjem og spille i Danmark, og der var både Brøndby og FCK inde over. Brøndby havde vist Duncan dengang, og de ville da gerne have mig tilbage og sådan, men FCK var endnu mere interesseret.

- De ville virkelig gerne have mig, og jeg overvejede det meget, om jeg skulle tage hjem, men endte så i Holland i stedet. Både Brøndby og FCK var meget interesserede, og så vidt jeg husker, var der nærmest aftalt løn og alt det med begge klubber. Der kunne jeg være kommet til Danmark, men jeg var egentlig glad for, at jeg tog en tørn i Holland.

- Mit hjerte ligger jo i Brøndby, så det var jo klart der, jeg helst ville til, men på den anden side skulle jeg kickstarte min karriere, og FCK gjorde det jo ret godt på det tidspunkt, så det var også interessant. Men det blev aldrig helt til, at det skulle være det.

Hvem er de hårdeste forsvarsspillere, du har stået over for?

- Da jeg spillede i Midtjylland, havde jeg en god læremester, som også gav mig lidt hår på brystet, i form af Lasse Sall. Han var ikke et svin, men han gik rigtig hårdt til den til træning. Han havde været i Tyskland og spille, så han havde mange hårde tacklinger igennem sådan en træning.

- I Brøndby kom Daniel Agger frem, og der var også en Per Nielsen, som man skulle stå over for til træning. Det var sgu aldrig så nemt, kan jeg huske.

Hvordan vil du beskrive dit og Mads Junkers indiske eventyr?

- Det var en meget larmende, lugtende og fugtig oplevelse – det hele blandet sammen i én, men jeg synes, det var fuldstændig fantastisk. Det var det, jeg ledte efter på det tidspunkt.

- Det var tre måneder dernede, og man anede ikke, hvad man gik ind til, udover at vi kendte træneren og den fysiske træner, som hev os med derned. Vi vidste lidt om, hvad det kom til at gå ud på, for træneren havde lovet os, at det blev mere end bare en fodboldtur.

- Vi fik lov at se Indien på en fantastisk måde. Vi tog jo til de der udekampe nogle dage før, og så var Mads og jeg ellers ude i de forskellige byer, når vi havde noget fritid.

- Jeg spillede ikke ret meget dernede, men det var måske heller ikke primært derfor, jeg var dernede. Det var en virkelig fed afslutning på karrieren.

Hvor anderledes var livet som fodboldspiller i Indien sammenlignet med andre lande, du har oplevet?

- Meget anderledes. Der gik nogle dage, inden vi overhovedet havde nogle trøjer at spille i, og generelt var der ikke styr på noget som helst, da vi kom derned. Vi vidste ikke, hvornår vi fik vores spilletøj, eller hvem der kom og hvornår.

- De skulle lære alt helt fra scratch, men efterhånden som tiden gik, fandt de ud af tingene, så det blev mere og mere professionelt dernede. De ville det simpelthen så gerne alle sammen, så der var virkelig en god tro på, at de kunne finde ud af det.

- Det var altid spændende, når man kørte til træning, som tog tre kvarter eller sådan noget. Der var nærmest optog, hver anden gang vi kørte derned, fordi de fejrede alle mulige ting. 

- Der var altid fest og farver i gaderne, musik og kaos. Der var elefanter på vejene og selvfølgelig køer overalt. Det var virkelig nogle kaotiske scener ofte, men det var helt fantastisk og en virkelig fed oplevelse.

Hvad er den vildeste historie, du har været ude for som fodboldspiller?

- Da jeg var i Real Sociedad, fik klubben ny præsident på et tidspunkt, og der var ikke det, han ikke kunne. Jeg havde nok været skadet i et års tid, og så kaldte han mig op på kontoret en dag. Han var så vild, så allerede inden jeg gik derind, satte jeg min telefon til at optage, fordi jeg vidste at det her møde kunne blive fuldstændig sindssygt.

- Jeg gik ind til ham, og så sad han der og sagde: 'Ja, nu har du jo ikke spillet i et stykke tid, og vi har store planer for næste sæson, og der er noget med, hvor mange spillere vi må være. Jeg har hørt nogle af de andre snakke om, at du har tænkt dig at åbne en vinbar i København'. Det var inden, der kom vinbarer i Danmark, så jeg havde tænkt, at det var en god idé.

- Jeg sagde til præsidenten, at det havde jeg rigtig nok tænkt på, men jeg var 27 år eller sådan noget, så jeg tænkte ikke, at det skulle være lige nu. Så sagde han: 'Jo, men du kan blive vores scout i Skandinavien og så have din vinbar, og så får du bare din løn de næste to år, men vi registrerer dig ikke til vores trup'.

- Han mente ikke, at der var plads til mig i truppen, så han ville simpelthen give mig hele min løn og bede mig rejse til Danmark for at være lidt scout for dem og så åbne en vinbar. Jeg valgte dog at takke nej, og jeg tænker alligevel, at det var meget fint.

- Det viser lidt om, at ham præsidenten vist ikke var helt rask, og det var ikke det eneste. Der var så mange historier med ham, for han levede fuldstændig i sin egen verden. Hvad alle spillere ikke kom ud for... Det var så vildt.

- Han kom ud til træning og skulle spille den store kanon. På et tidspunkt trak han to spillere ud og sagde: 'Jamen jeg har faktisk lige lejet jer ud til den og den klub, så det skal I bare lige skrive under på'. Den ene havde det fint nok med det og ville gerne, men den anden sagde bare, at det kommer ikke til at ske.

- Så gik præsidenten ud på et pressemøde lige bagefter og fortalte, at han havde lige ordnet det med de to spillere, der skifter videre til de klubber, og at kontrakterne var underskrevet. Det var helt vanvittigt.

Hvem har betydet mest for din karriere?

- I Midtjylland tog Ove Pedersen mig med ind i en rimelig tidlig alder, hvor jeg fik chancen, og det var sgu nok ikke alle kampe, jeg spillede lige godt. 

- Men jeg blev ved med at spille, og det udmøntede sig også i, at jeg efterhånden kom til at score en del mål, som så gjorde, at jeg fik en karriere i udlandet, og jeg begyndte at tænke, at jeg måske kunne drive det til mere end bare den hjemlige Superliga. Ove er helt klart én, der har været med til at fremme min karriere.

- Tænker man på trænere i forhold til spillestil, vil jeg pege på Laudrup og Faxe dengang. Det var først der, jeg rigtig lærte at spille 9'er med ryggen mod mål, så de har selvfølgelig også haft en stor indflydelse.

- Derudover har jeg altid haft en sportspsykolog, som jeg har arbejdet med undervejs. Det startede allerede i Midtjylland-tiden og fortsatte et godt stykke frem, og det hjalp mig også meget, selvom det ikke var så udbredt dengang, som det er i dag.

De seneste år har Morten Skoubo haft sit primære fokus på at være der for sine små børn, mens han også har taget hul på en business coaching-uddannelse. Et comeback i fodboldens verden lurer ikke umiddelbart.

- Jeg tænker ikke, at jeg skal ud og være fodboldtræner. Det tror jeg absolut ikke på nogen måde, at jeg egner mig til faktisk. Det har egentlig aldrig været en plan eller en drøm for mig at blive træner. Jeg går ikke nok op i fodbold, tror jeg.