bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.
Martin Svensson indstillede i april 2019 sin karriere, hvor han aldrig for alvor fik forløst det store talent, han havde som ung.
Svenssons talent var indiskutabelt, og det blev blandt andet til kampe på det danske U21-landshold, men det helt store gennembrud på den største scene udeblev.
Han erkender, at han selv har ansvaret for, at det ikke blev til mere og fortæller blandt andet om udfordringerne med at styre mange penge og hurtig berømmelse om teenager.
Fik du det ud af karrieren, som du havde håbet på?
- Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg har reflekteret meget over min karriere efterfølgende, og jeg nåede aldrig at forstå, hvad det vil sige at være professionel.
- Det er lidt paradoksalt, at jeg først fandt ud af det, da jeg startede på det almindelige arbejdsmarked.
- Jeg arbejder med salg i dag, og det handler jo meget om relationer til mennesker, og det er jo også en vigtig del af fodboldens verden.
- Som fodboldspiller er man vant til at præstere hver eneste dag, og man bliver klædt på i forhold til at kunne præstere under pres og ikke lade sig påvirke af ting udefra.
- Man bliver god til at finde ud af, hvordan folk skal tackles, og det kan man tage med videre til eksempelvis et job i denne branche.
- Og så har jeg jo altid været en charmerende ung mand, som godt kan lide at lave lidt sjov og tage lidt pis på folk, og det har jeg nydt godt af, da jeg ikke altid tager tingene så tungt, siger Svensson med et grin.
- Jeg har prøvet lidt af det hele på godt og ondt. Det tog mig mange år at fatte, at jeg rendte og lavede lort i den, og jeg forstod aldrig, hvad folk prøvede at sige til mig, når de sagde, at jeg skulle være mere professionel.
- Da karrieren gik på hæld, og jeg blev ældre og klogere, stod det klart, at jeg kunne gå to veje.
- Jeg kunne enten ærgre mig over, at jeg havde dummet mig for meget, eller jeg kunne tage ved lære af det, blive klogere på mine fejl og erfaringer, og det har jeg gjort, og jeg er kommet rigtig godt i gang med mit nye arbejde, hvilket jeg selvfølgelig er virkelig glad for.
Er der ting i din karriere, som du fortryder?
- Ja, og listen er lang. Men sket er sket, og det nytter ikke at græde over spildt mælk. Det tog mig 15 år at forstå udtryk som hårdt arbejde, disciplin og ydmyghed.
- Der er sket mange ting, men jeg er nok mest træt af min opsigelse eller fyring i Vejle. Det var ikke godt for mig og pyntede ikke.
- Jeg havde lige fået ny agent tilknyttet, og måden det med Vejle skete på, var bare ikke kønt. Jeg havde selvfølgelig selv et ansvar, men den dag i dag føler jeg stadig, at jeg virkelig ikke blev vejledt ordentligt.
- Den eneste der egentlig sagde noget rigtigt til mig i den periode, var Steen Thychosen, som bad mig have tålmodighed og give det 14 dage, før jeg gjorde mere, men min agent mente noget andet.
- Han sagde, at 100 klubber ville have mig, blandt andre den store svenske klub Elfsborg, og at jeg skulle skynde mig at opsige min kontrakt med Vejle, så vi kunne rykke videre, og det blev jeg jo tændt på og lyttede til.
- Jeg kom aldrig til Elfsborg, og det endte med at smadre mit ry fuldstændig, og det var og er jeg sgu træt af.
Bebrejder du nogen for, at det ikke gik, som dit talent rakte til, eller var det kun dit eget ansvar?
- Da jeg spillede, bebrejdede jeg jo alle andre end mig selv. Det, synes jeg rent faktisk, er lidt komisk nu.
- Men nej, jeg bebrejder kun mig selv - der er sgu ikke nogen, som har tvunget mig i byen, tvunget mig til at komme for sent til træning eller tvunget mig til at råbe ad træneren.
Var det et problem at komme til penge som ung?
- Igen, havde du spurgt mig for fem år siden, så havde svaret nok været et andet, men i dag ved jeg, at jeg ikke var moden eller fornuftig nok, end of story.
- Der er jo masser af spillere som sagtens kan administrere det, men der er også mange unge spillere, som falder i den fælde med hurtig rigdom og berømmelse. Nogle unge spillere kan godt håndtere det, måske fordi de har god vejledning udefra, men for andre er det ikke lige så nemt.
- Der er flere, der for eksempel begynder at gamble og spille poker med alle de penge, de pludselig havde mellem hænderne. Der var sådan en 'her kommer jeg'-attitude, og jeg var jo nok en af dem, som var glad for alt det med damer og fest og farver.
- I sidste ende er det altid ens eget ansvar, og man kan ikke bebrejde andre, men jeg kan sgu godt forstå, det er svært for nogen at flytte hjemmefra som 17-årig og pludselig tjene 100.000 om måneden, mens de jævnaldrende kammerater er på SU.
- Der er ikke noget at sige til, at det stiger til hovedet for nogen, og at de har svært ved at styre det. Der er mange derude, der har svært ved at administrere det, når det går så stærkt, de har vi jo set utallige eksempler på, og de har brug for hjælp og vejledning.
- Der har Spillerforeningen heldigvis kommet igennem med tiltag, blandt andet om pension for sportsudøvere, og det er sgu vigtigt.
Hvad er det værste, du oplevede i din karriere?
- Det må være, da jeg blev fiberskadet kort inden U21-EM på hjemmebane. Jeg synes også, at min nedrykning med Silkeborg var et lavpunkt i karrieren.
- Derudover var matchet i Viborg noget lort. Det blev aldrig godt mellem mig og Auri, og jeg var jo reelt fejlcastet.
- Det var ild mod ild mellem mig og Auri, og der skulle jeg have været klogere og vide, at det er ham, der var chefen og derfor have bakket af i stedet for at tage kampen op.
- Der skete bare nogle ting, jeg ikke kunne acceptere, og det handler jo blandt andet om, at han stod for en spillestil, som ikke passede til mig.
- Man skal huske, at Auri resultatmæssigt gjorde det pissegodt i Viborg og rykkede op med dem, men man skal også huske, at der jo nok er en grund til, at han blev fyret, selvom han rykkede op.
- Jeg stod for nogle andre ting end hans værdier, og jeg fik aldrig rigtig chancen. Når først man kommer på kant med en træner, skal der meget til for, at man kommer ind i varmen igen, det har man jo set mange gange før.
Hvilken tid i din karriere var den bedste?
- Rent succes-mæssigt var det jo mine første år i Silkeborg. Generelt havde jeg en fantastisk tid i SIF, hvor jeg fik mig nogle livslange venskaber og oplevelser.
- Jeg har fået nogle venskaber for livet i alle de klubber, jeg spillede i, for det er jeg taknemmelig for.
Oplevede du, at dine modstander bevidst tirrede dig, fordi de vidste, du havde temperament?
- Det må du spørge dem om, men et kvalificeret gæt er, at der helt sikkert er modstandere, som har lukreret på det. Men det er en del af gamet, og jeg var selv vild med disse mind games.
- Jeg var selv sindssyg og gik altid og snakkede med min direkte modstander. Selvfølgelig mest når det gik godt i kampene, jeg var ikke så kæphøj, hvis de havde pillet bolden fra mig tre gange i træk.
- Men jeg gik og lavede sjov. Det var altid med et glimt i øjet, men det var bestemt også for at komme ind under huden på folk, hvilket jeg var god til, og det kunne få dem til at miste fokus.
- Jeg var god til at provokere folk på en fair måde. Det var sådan noget med at sige til min modstander, 'hold kæft du ser træt ud' eller 'du har sgu spist godt i nat, siden du er så tung' og sådan nogle ting.
- Det gode ved det var, at når de blev pisset af til sidst, havde de ikke hovedet med sig, og så havde man allerede vundet sin direkte duel.
Hvem er den hårdeste modstander, du nåede at stå over for?
- Der var Christian Ansaldi og Philip 'Felix' Nielsen, men jeg må især nævne Jens Stryger Larsen og Daniel Wass, som var backs, da vi spillede på U21-landsholdet sammen.
- Alle spillere var virkelig gode, men Wass og Stryger har jo begge haft nogle fantastiske karrierer.
- Jeg vil faktisk sige, at det er meget sjældent, man ser et talent være meget bedre end de andre i den alder og på det niveau. Alle spillere var jo talentfulde og meget jævnbyrdige, men det handler meget om, hvem der har indstillingen og moralen til at holde snuden i sporet og bare blive ved.
- Udover at være talentfulde havde Stryger og Wass dét, men ofte er det først mange år senere, at man virkelig ser, hvem der havde noget specielt.
- Der er også en spiller som Lukas Lerager, som jo også har haft en fremragende karriere. Han fik jo nærmest ikke et minut under Auri i Viborg, men han blev ved, og se hvor han er i dag.
Hvem er den bedste holdkammerat, du havde i karrieren?
- Den er svær. Menneskeligt er det Dennis Flinta, Lasse Rise og Danilo Arrieta.
- Fodboldmæssigt tror jeg, det er Jim Larsen, som desværre fik sin karriere ødelagt af skader.
Hvilken træner betød mest for dig i karrieren?
- Troels Bech og Viggo Jensen. Begge kontante, intelligente og dygtige.
- Jeg forstod desværre ikke deres budskaber dengang, men mange af de ting, som de sagde, er virkelig blevet en vigtig del i min hverdag nu, siger Svensson.


Silkeborg IF
Viborg FF 


































