




Danmarks kvindelandshold skal til VM i 2027.
Det står klart, efter Jakob Michelsens tropper tirsdag aften slog Serbien med 4-1 og fuldendte en fantastisk kvalifikation.
Danmark slutter gruppen på en suveræn førsteplads med fem point ned til Italien, og det er selvsagt noget, der vækker glæde hos Peter Møller.
Det fortæller DBU-fodbolddirektøren til Bold.
- Det er næsten et fortærsket ord, men jeg synes jo, at det er fantastisk. Det er en enestående måde, at det er sket på.
- Da vi var med ved VM i Australien i 2023, var det vores første VM i 16 år. Nu skal vi til vores fjerde slutrunde i træk. Det er en blåstempling af, at mange ting fungerer, selv om vi altid gerne vil blive bedre.
- Den her kvalifikation har været tæt på perfekt. Vi har også været heldige undervejs, men vi har frem for alt spillet nogle gode kampe. Godt gået af hele staben og truppen, lyder det fra Peter Møller.
Danmarks kvindelandshold er gået ubesejret igennem kvalifikationsgruppen, der bød på fire sejre og to uafgjorte.
Faktisk har holdet ikke tabt, siden Jakob Michelsen overtog roret for et år siden.
Michelsen blev træner efter et skuffende EM i 2025, hvor Danmark under daværende cheftræner Andrée Jeglertz hentede nul point. Peter Møller understreger dog, at DBU også var glade for svenskeren.
- Det er svært at være andet end tilfreds med Jakob, når det gået sådan her. Men det er vigtigt at sige, at vi også var ekstremt glade for Andrée.
- Han har bevist i Manchester City, at han ikke er nogen dårlig træner. Han er blevet kåret til årets træner i kvindernes Premier League, som City vandt suverænt.

- Vi havde en dårlig slutrunde sidste år, og det er, hvad der sker, når man skal spille få kampe på få dage, og tingene ikke lige sidder i skabet. Men Andrée skabte også gode resultater, siger Møller, inden snakken går på, hvad Michelsen har ændret:
- Jakob har formået at justere på spillestilen, så den passer lidt bedre til spillerne. Det er måske blevet lidt mere simpelt, men han har frem for alt fået selvtillid og godt humør ind i truppen.
- Han har før fået meget ud af de trupper og ting, som han har til rådighed. Eksempelvis i 2016, hvor han pludselig førte Sønderjyske til sølvmedaljerne i Superligaen, siger Møller.
'Stadig nordjyde'
Da Danmarks kvindelandshold sidste år røg ud af EM-slutrunden i Schweiz, var der klar tale fra Peter Møller.
- Den illusion, om at vi skal komme i en EM-finale, som var tilfældet i 2017, den skal vi kigge langt efter, for vi er langt bagefter.
- Det spøgelse og den hæmsko, det er, at vi kom i finalen i 2017, gør, at folk tror, at det er vores niveau. Vi andre har godt været klar over, at dem, vi møder, er rigtig stærke, lød det blandt andet.
Alligevel står kvindelandsholdet mindre end et år efter og har vundet en VM-kvalifikationsgruppe foran Serbien, Italien og Sverige.
For et år siden nedtonede du forventningerne, og nu har kvindelandsholdet vundet sin kvalifikationsgruppe markant. Kan du forstå, hvis folk er overraskende - altså positivt?
- Nu har jeg heller ikke været ude at snakke om hverken EM- eller VM-semifinaler. Den her kvalifikation har været en kæmpe bedrift, men det er også foregået på kort tid.
- Mange af spillerne har momentum og er et godt sted lige nu. Jeg håber ikke at det sker, men tingene kan jo godt kan vende igen.
- Jeg er stadig nordjyde og behersket omkring fremtiden, selv om jeg er glad. Jeg kommer ikke til at rende rundt med armene over hovedet og sige, at vi vinder VM.
Vil skabe minder
DBU-bossen er til gengæld ikke bleg for at tale betydningen af Danmarks VM-billet op.
Nu vil Møller og kvindelandsholdet skabe minder i befolkningen.
- Selvfølgelig betyder det meget. Det er jo det, vi spiller for. At vinde og samle nationen, og det synes jeg faktisk også, at kvinderne har gjort i de sidste par kampe på hjemmebane.
- Der har været gode kampe i en historisk målestok. Først 12.000 tilskuere i Parken mod Italien og dernæst 6.000 i Odense mod Sverige. Det er fint og et godt niveau, selv om vi gerne vil ramme endnu højere tal.

- Det vidner om, at hvis vi gør det godt og præsterer, så er der også interesse. Derfor skal vi på den længere bane blive ved med at skabe resultater, for hvis vi skal have den interesse, skal der være bedre resultater, end der har været tidligere.
- Det er slutrunder, der kan være med til at samle befolkningen. Vi vil gerne skabe øjeblikke, der samler befolkningen. Dem på kvindelandsholdet, der har været med længe nok, kan huske 2017, hvor der blev skabt gode minder hos både spillere og den danske befolkning, afslutter Peter Møller.
Kvinde-VM i 2027 afvikles på otte forskellige stadions rundt omkring i Brasilien.
Det bliver Danmarks sjette deltagelse ved VM.


Danmark (k)



































