Fodbold er andet end Champions League, Superliga og VM-slutrunder. Hver dag frem mod jul besøger bold.dk en tidligere divisionsklub, der nu er at finde længere nede i rækkerne. I er vi kommet til Greve, der ligger i den tunge ende af Danmarksserien, men som har en femårsplan og store navne på plads til at hjælpe klubben op i divisionerne.
Greve Fodbold blev etableret i 1930’erne og var fra 1980’erne og frem til nullerne en relativt fast bestanddel af divisionerne. Sidste år rykkede man ud af 2. division og har siden kæmpet for livet i Danmarksserien. Men planen er at nå 1. division inden for de næste fem år.
Femårsplanen
- Vi har lavet en femårsplan. Vores mål er inden 2015 at være i 2. division og så inden for fem år være i 1. division. Med det forbehold at der skal være tale om en organisk og bæredygtig udvikling. Vi vil gerne fundere det på en god og grundig talentudvikling, så vi har et fundament for udviklingen af hele klubben, siger konstitueret formand Kim Højgaard Hansen til bold.dk.
- Vi har i rigtig mange år haft en stor ungdomsafdeling, så der er et stort potentiale, og vi tror, at vi kan gøre det endnu bedre. DBU har tilgodeset os med en talentudviklingslicens, som er en blåstempling af vores talentarbejde. Det kan være med til at holde på nogle af vores dygtige spillere længere. 60 procent af vores førsteholdsspillere skal komme fra egne rækker.
Trænertrojkaen
Noget andet, der skal være med til at fastholde og tiltrække spillere, er en trænertrojka med den tidligere FC Midtjylland- og AGF-træner Erik Rasmussen i spidsen som teamchef og Michael Madsen og Thomas Mikkelsen som trænere.
- Erik har det overordnede ansvar og står for de overordnede linjer, og så er Michael og Thomas trænerne. Erik er med ude på træningsbanen i perioder, men det er Michael og Thomas, der er de faste holdepunkter i den daglige træning og dem, der fører træningen ud i livet.
Derudover har Greve allieret sig med samarbejdspartneren Jan ’Nulle’ Andersen, der er med til at sikre økonomien til at bakke ambitionerne op.
- Han er en god gammel Greve-dreng, der har spillet godt 200 kampe på førsteholdet, en del som anfører, så han har en naturlig interesse i at være med. Begge parter var interesserede i et samarbejde, hvor han er med til at løfte overliggeren lidt tidligere på nogle ting, slutter Greve-formanden.
Fakta:
Greve Fodbold - stiftet 5. april 1935 som Greve Idrætsforening, Fodboldafdelingen. Fik sit nuværende navn i foråret 2004 efter at fodboldafdelingen blev udskilt fra resten af Greve Idrætsforening
Sæsoner i divisionerne: 15
Bedste resultat: Nummer ni i 2. division i 1986
Nuværende række: Danmarksserien
Profiler: Mikkel Thygesen, Michael Steensgaard, Ulrik Drost, Martin og Michael Johansen
Fun fact: Den 26. september har markeret to sportslige yderpunkter i Greves fodboldhistorie. I 1987 var det datoen, på hvilken DBU besluttede at annulere samtlige point opnået i sæsonen hidtil, på grund af klubbens fejlagtige håndtering af professionelle kontrakter. Klubben var dermed prisgivet og rykkede ned. På datoen præcis 20 år senere, i 2007, spillede klubben i Landspokalturneringens 1/8-dels finaler, hvilket er det hidtil længste, klubben er kommet i pokalen, eftersom Skive IK satte en stopper for sjællændernes videre fremfærd efter en 2-0 sejr i Greve.
Kilde: danskfodbold.com
kristian@bold.dk


Greve
CampoBet 3. division





























