Det var en ung startellever hos Bayern München, der torsdag morgen dansk tid tog imod et stjernespækket Arsenal-hold i træningsturneringen International Champions Cup i Californien.
Arsenal, der kom med hele kavaleriet i form af blandt andre Alexandre Lacazette, Pierre-Emerick Aubameyang og Mesut Özil, startede da også bedst, inden et storfumlende midtforsvar bestående af Shkodran Mustafi og Sokratis var ved at give Bayern føringen.
Et uskarpt Arsenal-angreb og en Bernd Leno i storform betød dog, at holdene måtte gå til pause med 0-0.
Det unge Bayern München-hold blev løbende erstattet af profiler som Kingsley Coman, Serge Gnabry og Robert Lewandowski. Lige lidt hjalp det dog, da Louis Poznanski kort efter rettede Aubameyangs indlæg af og sendte den ind i eget net bag Manuel Neuer.
Det fik tyskerne frem, og et chance.-bombardement begyndte mod The Gunners, der kom gevaldigt på hælene. Efter 71 minutter kunne indskiftede Robert Lewandowski så heade en flot og fortjent udligning ind bag Leno efter indlæg fra den tidligere Arsenal-spiller Serge Gnabry.
Spillet bølgede de sidste minutter frem og tilbage, men to minutter før tid dukkede den 20-årige Arsenal-angriber Eddie Nketiah op i feltet og lukkede kampen med sin 2-1-scoring.
Arsenal møder søndag Fiorentina, mens Bayern München skal op mod Real Madrid.


Arsenal
Bayern München
Premier League
Bundesliga
Champions Cup


































