Thomas Juel-Nielsen har stået uden klub, siden han i 2020 forlod rumænske Gaz Metan.
Selv om den 36-årige forsvarsspiller efterhånden har stået uden klub i seks år, har han fortsat ikke opgivet drømmen om at vende tilbage på den øverste hylde.
- Jeg har ikke stoppet min fodboldkarriere officielt endnu, siger han til Bold.
Karrieren har blandt andet budt på ophold hos AGF, Lyngby og Sønderjyske for Thomas Juel-Nielsen.
De seneste fire måneder har han dog brugt på at holde formen ved lige hos Hillerød Fodbold.
- Jeg har holdt mig i gang lige siden og senest har jeg faktisk trænet med i Hillerød de seneste fire måneder. Jeg har trænet fast med der.
- Jeg kender Christian Lønstrup fra tidligere, hvor han også havde givet mig lov til at holde mig i gang. Så var det nærliggende, og jeg spurgte, om jeg måtte komme ud og holde mig i gang igen. Det gav han heldigvis lov til, siger han med et grin.
- Det har jeg nu gjort i fire måneder fast, men Lønstrup er måske lidt mere nuanceret i sin tilgang, og han kendte mig fra tidligere. Så han vidste, at jeg altid er i form, konstaterer Juel-Nielsen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det har ikke kastet en aftale af sig, men fortællingen kunne have været en anden, hvis Hillerød i foråret var rykket op i 3F Superligaen.
- Vi snakkede om at lave en aftale, og det var begge parter egentlig indstillede på det, hvis oprykningen var lykkedes, hvor han kunne gøre brug af min erfaring fra øverste niveau.
- Det var jeg egentlig indstillet på, og det ville jeg rigtig gerne, hvis det var lykkedes, men det gjorde det så ikke. Så holdt vi den lidt åben hen over sommeren, hvor vi snakkede om en masse, og aftalen er egentligt at holde den åben.
Er det det økonomiske råderum, der gør, at der ikke er skrevet under på en aftale, nu hvor oprykningen glippede?
- Nej, det var sådan lidt både fra klubbens side og strategien og lidt i forhold til, hvad jeg selv ville med min egen karrierehistorie.
- Det var egentligt mest med tanke på, at hvis den her oprykning lykkedes, så ville jeg være en god spiller at få ind i forhold til min erfaring, og det ville give mig rigtig meget blod på tanden at hjælpe dem i Superligaen.
- Men så er der en masse ting i det, når det ikke lykkes i forhold til strategi, unge spillere, spillersalg og min egen lyst og motivation til at starte forfra på sæsonen med dem.
- Så snakkede vi tingene godt igennem og aftalte at holde den lidt åben, men at jeg skulle tilbage på en aftale, hvis jeg skulle vise mig i klubben igen.
Cheftræner i Hillerød Christian Lønstrup bekræfter over for Bold, at Thomas Juel-Nielsen har trænet med i klubben.
- Det er rigtigt, at han har trænet med i næsten hele foråret. Det var både for at vise sig frem, men også for at være en form for ekstra gardering, hvis vi fik skader og sådanne ting, fordi vi kæmpede med om oprykning.
- Han har set fin ud til træning, og vi skulle ligesom vurdere, om det var noget, vi skulle satse på fra sommer. Vi har ret mange unge talentfulde forsvarsspillere, så vi vurderede, at han ville komme lidt i overskud, og så gav det ikke mening at bruge lønkronerne på ham.
- Det har været positivt nok, men jeg har valgt at prioritere og vælge noget andet, siger Lønstrup.

'Ikke for fin til 1. division'
Selv om det ikke blev til en aftale i Hillerød for Thomas Juel-Nielsen, er det ikke fordi, at han føler sig for fin til at spille i 1. division.
Nu siger du egen lyst og motivation. Afskrækker det dig, at det ”bare” ville være 1. division?
- Nej, det er det ikke. Nu har jeg været ude så lang tid, jeg er også åben, det er selvfølgelig megasvært at komme tilbage på højeste hylde. Jeg har hele tiden været åben for et godt projekt i 1. division, så det er slet ikke det. Der er flere ting i det end bare niveau.
- Hvis setuppet er godt, kan det stadig give mig blod på tanden at spille 1. division. Det er ikke fordi, jeg er for fin til det, nu har jeg været ude så længe, så det har jeg hele tiden været åben for.
Derfor er Thomas Juel-Nielsen altså fortsat på jagt efter en ny klub, hvor han kan genstarte fodboldkarrieren.
Selv om der er gået længe siden, at han har været i aktion, så er han fast besluttet på, at det sidste kapitel ikke er skrevet i hans fortælling.
- Det, der motiverer mig, er det uforløste i alle disse år. Enten er det at sige: ”okay, det accepterer jeg, det blev, som det blev” og så prøve at leve med det. Eller så prøve at forsøge at skrive historien om, hvis jeg stadig kunne.
- Når jeg ligesom hele tiden har været i topform og har følt mig afhængig af at være det, så er det svært at sige, at nu vil jeg ikke sige ja til en mulighed, hvis den nu kommer.
Thomas Juel-Nielsen medgiver dog, at det ikke altid har været lige nemt de seneste seks år.
- Men selvfølgelig er det hårdt, når man jagter noget, som man ikke får efter så lang tid.
- Det er megahårdt mentalt, men jeg prøver at træne pissehårdt alligevel og gøre det til en del af min livsstil, og så er jeg klar til at hoppe ind i en klub, hvis det bliver en mulighed.
Forsvarsspilleren var i AGF i slutningen af forårssæsonen 2017, hvor det blev til 11 kampe og to mål på et par måneder.
Han skiftede siden til Maccabi Netanya, Orange County, Sønderjyske og Gaz Metan.

Betinia Liga
Hillerød
































