2. divisions-klubben B93 siger farvel til klubbens anfører, Christian Stokholm, da han har valgt at stoppe sin fodbold-karriere.
– Efter to gode år i klubben, har jeg valgt at stoppe med at spille fodbold, siger Christian Stokholm på klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Jeg har et studie, som kræver rigtig meget og så har jeg fået en lille søn i april, der gør at tingene desværre ikke kan hænge sammen for mig tidsmæssigt.
28-årige Christian Stokholm fik debut for klubben i 2018, og han har været anfører for B93 i 50 kampe.
B93 tager også afsked med seks andre spillere. Det oplyser klubben på deres hjemmeside.
Klubben siger også farvel til Nicolai Olsen, der er kendt som den spiller, der har lavet det hurtigste mål i dansk fodbolds historie.
Derudover forlader Matthias Andersen, Godwin McKay, Haitam Hajjami, Kelvin Padi og Mehdi Djemai også klubben.
B93's sportsdirektør udtaler sig også til klubbens hjemmeside i forbindelse med de mange spillerafgange.
– Der er jo forskellige grunde til disse nævnte spillere ikke er med i truppen til opstarten efter sommerpausen, men fælles for dem alle har været, at de har været en fornøjelse at arbejde og kommunikere med, lyder det fra Patrick Mtiliga.


B.93
CampoBet 2. division
































