Mathias Tauber har tre kampe tilbage af sin aktive fodboldkarriere. Hans klub, Nykøbing FC, skriver således på sin hjemmeside, at den erfarne stopper indstiller sin karriere.
Dermed er det slut for den 34-årige forsvarsspiller, som i løbet af karrieren nåede 80 Superliga-kampe for Lyngby Boldklub.
Siden i sommer har han tørnet ud for Nykøbing FC, og det har sportsdirektør Claus Jensen været glad for.
- Mathias nåede at spille her i en enkelt sæson, men de aftryk han har sat fylder langt mere end som så, siger Claus Jensen til klubbens hjemmeside.
- Tauber er fra første dag gået ind med stor professionalisme og har været et forbillede for vores mange unge spillere, der har nydt godt af hans både fodboldmæssige og menneskelige egenskaber.
- Vi er utroligt glade for, at vi nåede at få fornøjelsen af ham, og han vil altid være velkommen i Nykøbing FC. Vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover, siger Claus Jensen.
Mathias Tauber har i løbet af karrieren spillet for Ølstykke, Næstved Boldklub, AB og senest Lyngby og Nykøbing FC.



Lyngby Boldklub
AB
Betinia Liga
Ølstykke
Nykøbing FC






























