




Still going strong!
Edinson Cavani har på ingen måde glemt, hvordan bolden skal bankes ind i netmaskerne, da den 37-årige angriber gik målamok for Boca Juniors.
Han var nemlig stærkt medvirkende til, at Boca Juniors slog Belgrano i Copa de la Liga Profesional i Argentina, hvor det blev til en dramatisk 3-2-sejr.
Cavani sørgede for alle tre mål, da han noterede sig for et hattrick på blot 16 minutter i anden halvleg.
Først nettede han på et straffespark, inden at han leverede en fremragende detalje med sit andet mål. Her blev han sendt i dybden, hvor han let og elegant chippede bolden over målmanden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hattricket blev fuldendt, da Cavani stod på det rigtige sted i feltet og kunne sparke en løs bold over stregen.
Det er Cavanis første hattrick siden 2019, hvor han leverede samme bedrift for PSG i en kamp mod Guingamp.
Cavani har spillet for Boca Juniors siden sommer, hvor han kom til fra Valencia.
I det første halvår havde han problemer med at finde netmaskerne, da han blot scorede tre mål i 16 kampe, men han er nu kommet godt efter det i det nye år.
Edinson Cavani har tidligere været forbi klubber som Palermo, Napoli, PSG, Manchester United og Valencia.
Han har kontrakt med Boca Juniors frem til udgangen af året.

Boca Juniors


































