Store græske fejl, Joachim Andersens første mål på landsholdet, sure fans og Danmark på VM-kurs.
Søndagens VM-kvalifikationskamp mellem Danmark og Grækenland var en underholdende en af slagsen, og selvom det endte med en dansk 3-1-sejr, så blev det alligevel spændende i anden halvleg, hvor danskerne - foruden et indkasseret mål - måtte redde bolden på stregen.
Her er Bolds fem fokuspunkter fra kampen:
Mon ikke han tænker ‘endelig’
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
47 kampe skulle der gå, før Joachim Andersen fik sit første landskampsmål. Han var tæt på ved seneste EM, men det mål fik ikke lov til at stå på grund af offside. Søndagens mål kan ingen tage fra ham. Og han var sågar tæt på at score to. Faktisk var aftenens dommer - Michael Oliver - også ham, der passede fløjten i kampen mod Tyskland, hvor Joachim Andersen troede, han havde fået sit første mål for Danmark.
Dét gjorde ondt at se på
Spiller fra udeholdet i fokus
Artiklen fortsætter efter billedet

’Lug ud i de personlige fejl’, lød budskabet fra Ivan Jovanovic på pressemødet inden kampen, men hans spillere har tilsyneladende haft vand i ørerne. Midtbanespiller Christos Zafeiris spillede Rasmus Højlund helt fri, da Napoli-angriberen åbnede ballet i Parken, inden forsvarsspiller Konstantinos Koulierakis dummede sig gevaldigt op til Mikkel Damsgaards 3-0-scoring. Det skal ikke tage noget for de to skarpe danske aktioner, men grækerne gjorde det godt nok svært for sig selv.
0 blev til 1
Statistik i fokus
I kvalifikationen til den seneste VM-slutrunde var de danske spillere tæt på at klare hele kvalifikationen uden at hente bolden ud af eget net en eneste gang, men det satte Færøerne en stopper for. Og det samme gjorde Grækenland søndag aften i Parken. Danmark kom fortvivlet ud til anden halvleg, og små 20 minutter senere indkasserede Brian Riemers tropper deres første scoring i denne VM-kvalifikation. I øvrigt helt fortjent.
Sure græske fans
Fans i fokus
Rasmus Højlund er brandvarm! Selvtilliden har boret sig godt og grundigt ind i den danske angriber, der slet ikke kan stoppe med at score i øjeblikket. Her til aften noterede han sig for sit sjette mål i bare fire kampe, og ligesom i det omvendte opgør i Athen følte han lige et behov for at sende en hilsen de græske fans efter sin scoring, og vi skal da love for, at det fik de medrejsende op af stolene. Han er nok ikke en populær skikkelse i Grækenland i de her dage. Det er Kasper Schmeichel formentlig heller ikke. Han fik samtlige græske fans på nakken, da han endte i tumult med Sporting-angriberen Fotis Ioannidis, fordi den danske keeper ville have fat i bolden efter den græske reducering.
Hvad skete der i pausen, Riemer?
Træner i fokus
Den gameplan, Brian Riemer og staben lagde midtvejs, holdt ikke. Parken var euforisk, da holdene gik til pause. Danmark var foran med 3-0, og alt tydede på en ny storsejr, men i stedet var det Grækenland, der satte sig på spillet i anden halvleg og skabte flere store chancer. Danmarks xG endte på 1,25 mod grækernes 1,68, og det fortæller lidt om kampbilledet. Fra 70. minut tog landstræneren sin bænk i brug. Det skabte noget ro, og vi skal huske, at Danmark i den grad har det hele i egne hænder. Det fortjener ros.

VM Morgenbriefing: Frankrig klar til endnu en semifinale
Hattrick | Afsnit 143Frankrig lod aldrig Marokko tro på revanche og bookede en plads i VM-semifinalen.
Læs mere


Grækenland
Danmark
VM kval. UEFA




































